Grenaa Bladet - 03-10-03
Sidste uges fangst af spritbilister....!

Sidste uges fangst af formodede spritbilister i Grenaa Politikreds bød blandt andre på en 25-årig mand fra Glesborg. Eller også var det en 23-årig mand fra Grenaa. Sagen er med andre ord lidt speget, og starter ved, at bilisten - hvad enten det nu er den ene eller den anden - kørte ad Rosengade med retning mod Bredgade, hvor han agtede at foretage et højresving.

Det gik imidlertid hverken værre eller bedre, end at han i stedet for at svinge ad Bredgade, kørte ind i ejendommen Bredgade 3. De forsøgte efter ulykken at stikke af begge to, men det lykkedes for politiet at få fat i dem. Og som en helgardering valgte man at sigte dem begge to for spiritus/promillekørsel. Så må tiden vise hvem af dem, der skal ende med at »tage skraldet«. Episoden fandt sted natten til mandag i sidste uge.
Lørdag aften den 31. maj stoppede politiet rent rutinemæssigt en 59-årig mandlig bilist på Århusvej i Grenaa. Efter et pust i alkometeret valgte man også at anholde ham for spiritus/promillekørsel.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002