Skolernes sidste dag resulterede i et ufatteligt svineri i Anlægget! |
Alle hidtil bestående rekorder i svineri i Anlægget i Grenaa blev slået i forbindelse med folkeskolernes sidste dag fredag den 23. maj. Traditionen tro vandrede de festligt udklædte skoleelever ned i Anlægget ved Kulturhuset Pavillonen, hvor de så hyggede sig i det gode vejr til hen under aften.
Men den tilsyneladende umådeholdne omgang med alkohol i forskellige afskygninger, fik åbenbart de unge mennesker til at gå amok med hensyn til at smide rundt med alt muligt affald og efterladenskaber, og det syn der mødte kommunens folk dagen derpå, fik dem til at snappe efter vejret. Der lå affald og knuste glasskår overalt, og tilmed havde nogle af de unge »moret« sig med at brænde en sofa af, som det fremgår af det ene af billederne. Grenaa Politi blev kaldt til stedet i forbindelse med denne sofa-afbrænding ved 17.30-tiden. Man fik stoppet både brand og ballade, og sendte efterfølgende nogle af de mest urolige elementer væk fra stedet.
Ingeniør ved Grenaa Kommune, Niels Jørgensen - der har ansvaret for blandt andet Anlægget - har følgende kommentar til det, der er sket.
- Mine folk ringede til mig om lørdagen, og det skal lige siges, at det er meget sjældent de ringer til mig i weekenden. Men de var dybt chokerede, og ville gerne have, at jeg så svineriet inden de begyndte at rydde op. De sagde det var meget voldsomt, og meget værre end de tidligere år vedrørende sidste skoledag. Og det var meget voldsomt. Så voldsomt, at jeg besluttede mig for at fotografere svineriet, siger Niels Jørgensen, som altså har taget herstående billeder.
Knust glas overalt!!
- Det værste var de mange knuste flasker. Der lå store og små glasskår overalt i Anlægget, og vi fik naturligvis samlet langt det meste op, men mange af de helt små glasskår i græsset er umulige at få op. Og det er bestemt ikke betryggende i forhold til, at folk tager et tæppe under armen, og går ned for at hygge sig i Anlægget, mens både børn og voksne går rundt med bare tæer. Det er jo netop sådan noget et lystanlæg skal bruges til, og det er dybt urimeligt, at en flok skoleelever, der ikke kan styre deres alkoholindtagelse, skal ha' lov til at hærge løs bare fordi de har deres sidste skoledag i folkeskolen. Anlægget skulle jo gerne kunne bruges af alle uden risiko. Der bør med andre ord blive strammet op på det her ét eller andet sted fra, så vi undgår gentagelser, siger Niels Jørgensen til Grenaa Bladet.
Og det kan man jo kun give ham ret i! Er smertegrænsen ikke nået? Kære forældre, politikere, skoler, skoleforvaltning og politi med flere. Skal vi ikke give hinanden håndslag på, at det her var sidste gang, at sidste skoledags-eleverne får lov til at lave dette nummer...!?
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002