Styregruppe modtager sponsor-bidrag med kyshånd: |
Genopførelsen af Baunhøj Mølle ventes igangsat engang til efteråret, og hvis alt går vel knejser den nye mølle igen fra toppen af Baunhøj omkring maj måned 2004.
Vi skal have en bedre Baunhøj Mølle end den der brændte den 2. maj 2002
Grenaa Bladet var forleden til pressemøde med tre repræsentanter for den styregruppe som Grenaa Byråd har nedsat i forbindelse med genopførelsen den Baunhøj Mølle, der nedbrændt totalt den 2. maj 2002.
Budskabet herfra var klart og tydeligt: Møllen kommer uanset hvad, men vi vil gerne lave end bedre mølle, end den der brændte! Derfor anmoder vi i den nærmeste fremtid om velvillighed omkring donation af sponsorbidrag - det være sig i såvel naturalier, arbejdskraft som rede penge - så den nye Baunhøj Mølle kan blive både handicapvenlig og anvendelig til helårsbrug. Disse ønsker vil kunne opfyldes, hvis man modtager sponsorbidrag i størrelsesordenen en halv million kroner.
Der pågår i øjeblikket forhandlinger med forsikringsselskabet, hvor Møllen er forsikret fuldt og helt. Men herfra kommer der ikke penge til at gøre Møllen mere up-to-date end den var før branden. De 8,8 mio. kroner, der er afsat fra forsikringsselskabets side, rækker til at genopføre Møllen, som den i det store og hele så ud før branden. Om selve mølle-kroppen er noget der skal hentes fra en nedlagt mølle et andet sted i landet, eller den skal bygges op helt fra bunden af, er endnu ikke helt afklaret.
Vil have kvalitet
- Men vi lader os ikke spise af med noget skrammel. Vi stiller krav om høj kvalitet omkring alt hvad der bliver lavet og tilført, siger borgmester Gert Schou, der var den ene af de tre styregruppe-repræsentanter ved pressemødet. De to andre var turistchef Per Rasmussen og formanden for Møllelauget, Bente Gitz-Johansen.
Der bliver i disse dage sendt ansøgninger ud til diverse lokale virksomheder med hensyn til at hente sponsorstøtte til projektet.
- Men der er jo mange firmaer, som vi ikke får skrevet til, og skulle der være nogle heriblandt, der kunne tænke sig at støtte vores projekt, så skal de være meget velkomne til at kontakte mig på tlf. 86 32 10 06. Det samme gør sig naturligvis gældende i forhold til privatpersoner, siger Bente Gitz-Johansen.
Det er ikke en regulær arbejdende mølle, man vil lave, men noget lidt derhen af. Det vil sige, at møllevingerne skal kunne dreje rundt ved specielle lejligheder, og lidt mel må den også gerne kunne lave, uden at der skal være et egentlig mølleværk. Man sigter også mod at kunne skabe et indtægtsgrundlag til den nye mølle via udlejning af lokalerne til receptioner og lignende. Her ville det jo være rart med lidt varme i Møllen, så den kan bruges hele året, og på den led har Grenaa Varmeværk givet tilsagn om at lægge fjernvarnme ind i Møllen til halv pris.
- Dermed har vi fået en god start på vores idé med at gøre Møllen bedre og mere anvendelig end den gamle var, siger Gert Schou, der sammen med resten af styregruppen ligeledes håber, at den kan blive noget mere handicapvenlig end den gamle.
- Vi befinder os jo i et handicap-år, og satser på den led på at kunne hente nogle midler på det grundlag, så den nye mølle kan få en handicapvenlig indretning, siger han.
500.000 kroner lyder af meget!
Et beløb på 500.000 kroner lyder af meget, indrømmer styregruppen.
- Men ikke nødvendigvis, når støtten kan komme i form af såvel arbejdskraft og naturalier som kroner og øre, siger Per Rasmussen
En kunstauktion, hvor diverse kunstnere donerer et værk til auktionen, og hvor overskuddet går til mølle-projektet, arbejdes der også med. Her har man faktisk fået tilsagn om deltagelse fra de polske kunstnere, der som de sidste fik lejlighed til at udstille i den gamle mølle.
- Og så har vi fået en lille sød opfordring til at sætte en postkasse op ved mølletomten, hvor man kan putte idéer og forslag i til Møllens fremtidige anvendelsesmuligheder, og det agter vi at gøre, supplerer Bente Gitz-Johansen.
Indvielse i maj måned 2004!
Der satses på byggestart engang til efteråret, og hvis alt går vel står den nye mølle klar til indvielse i maj måned 2004. Det vil sige to år efter den gamle brændte ned til grunden.
- Symbol-værdien i, at vi genopbygger byens vartegn, er til at tage at følge på. Vi skal have vores vartegn tilbage, idet den er en del af vores historiske kulturarv, og samtidig viser vi, at vi ikke giver op trods modgang. Vi rejser os, og kæmper videre uanset hvad vi bliver ramt af. Trods tabet af mange arbejdspladser, er der masser af positive ting at glæde sig over. Havnen står igen overfor en større udvidelse, og er et vækst-lokomotiv for hele egnen, og eksempelvis Terma ansætter mange nye folk for tiden, så vi behøver ikke bøje nakken, siger Gert Schou.
TV-programmer fra genopførelsen af Møllen?
- Og så ville det klæde TV2 Østjylland hvis de kom og fulgte genopbygningen af Møllen. De var jo meget på lakridserne, da den brændte. Jeg kunne også meget nemt se nogle dokumentar-programmer for mig, hvor en Søren Ryge eksempelvis følger genopbygningen over en længere periode. Den PR-værdi vi kunne få ud af det ville ikke være at kimse af, siger Per Rasmussen.
Styregruppen har undervejs modtaget et forslag fra et medlem af Idégruppen Grenaa, der foreslår, at man graver volden under Møllen ud, og skaber et moderne kunstmuseum på stedet, men dette har man valgt at se bort fra.
- Vi har vores kulturhus, som vi er utroligt stolte af, og vi skal ikke ud og undergrave det fine arbejde, der laves her. Der kan næppe heller skabes økonomi til et sådant projekt. Men selv om vi havde penge til det, så ville jeg heller ikke kunne støtte forslaget. To store kulturhuse i Grenaa!! Så store er vi altså heller ikke, slutter Gert Schou.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002