Grenaa Bladet - 03-06-03
Åben pigetræning i GIF Fodbold



Foto: Lene Madsen

Pige- og dameudvalget i GIF Fodbold inviterede fredag den 23. maj til »åben træning« på Grenaa Stadion. Invitationen gjaldt alle piger i alderen op til 12 år - det vil sige mikroput, miniput og lilleput.

GIF Fodbold havde stablet dette arrangement på benene for at vise alle interesserede, hvorfor fodbold for piger er blevet så populært i GIF. Og vejrguderne holdt meget betænksomt hånden over denne åbne træning, for der var udsigt til heldags-regn denne fredag. Men tørvejret »brød ud« nogenlunde samtidig med, at træningen gik i gang, og det resulterede da også i et rigtig pænt fremmøde på dagen. Pigerne legede sig igennem opvarmningen, hvorefter der blev spillet fodbold. Efter træningen var GIF så vært ved pølser, sodavand og is i klubhusets cafeteria. Her blev der også serveret kaffe til de voksne, der havde valgt at følge deres små døtre til åben træning denne eftermiddag.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002