Grenaa Bladet - 03-06-03
10 år med en Røde Kors-genbrugsbutik i Glesborg


Her ses nogle af de frivillige bag Røde Kors-genbrugsbutikken i Glesborg, der kan fejre sin 10 års fødselsdag onsdag den 4. juni. Foto: Lene Madsen

Onsdag den 4. juni kan Røde Kors-genbrugsbutikken i Glesborg fejre sin 10 års fødselsdag, og der afholdes en reception i butikken i den forbindelse. Man startede på adressen Glesborg Bygade 31, der hvor der nu er frisør- og brugskunst-butik, men måtte flytte fra stedet i 1996. 

Man flyttede i stedet til den nuværende adresse ikke så langt derfra på Glesborg Bygade 46, hvor man har indrettet genbrugsbutik i et baglokale til den ejendom, der også rummer forretningen C. C. Jagt. Og det har været et godt bytte. Lokalerne er særdeles velegnede (bortset fra trappen, der ikke er en livret for de gangbesværede) og såvel kunder som frivillige hjælpere er glade for at komme i butikken, der i løbet af de 10 har omsat genbrugstøj med videre for 1,16 millioner kroner.
- Vi rundede millionen i januar måned, og det var vi jo lidt stolte af, siger formanden for Dansk Røde Kors i Nørre Djurs, Rosa Hansen.
Og i butikken er man også med rette stolte af at være blevet udpeget som Årets Røde Kors-genbrugsbutik i hele Århus Amt.
- De ville udpege en forholdsvis lille afdeling, som lavede et stort stykke arbejde, og så valgte man altså at pege på os, siger Rosa Hansen.
Men der er også tale om en særdeles aktiv afdeling, der ikke nøjes med at drive genbrugsbutik. Der er således også en Besøgstjeneste, ligesom man råder over en særdeles flittig nørklegruppe, der sørger for masser af varer til butikkens hylder i form af tøj, dukketøj og andet håndarbejde. Der er omkring 30 frivillige damer tilknyttet driften af butikken, og alt ialt er der omkring 50 personer involveret i afdelingens forskelligartede arbejde i Nørre Djurs.
De penge, der kommer ud af det frivillige arbejde, bruges på forskellige humanitære projekter. Blandt andet sender man hvert år en 3-4 børn fra Nørre Djurs Kommune afsted til Ungdommens Rødes Kors-lejr, ligesom man årligt har sendt 40.000 kroner afsted til et venskabsprojekt i Bosnien. Et Afrika-projekt nyder også støtte fra Røde Kors-afdelingen i Nørre Djurs, og resten af pengene havner i Dansk Røde Kors' katastrofefond, der bruges, idet der indtræffer en katastrofe ét eller andet sted i verden. Ingen af medarbejderne får således løn for deres arbejde.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002