17-årig var helt ustyrlig |
Grenaa Politi blev fredag den 23. maj ved midnatstid kaldt til Kulturhuset Pavillonen, hvor et fest-arrangement med helt unge mennesker oplevede en ustyrlig ung mand på 17 år. Han var blevet bortvist af personalet på grund af dårlig opførsel, men han blev så sur over bortvisningen, at han gik rundt og sparkede til nogle cykler ved kulturhuset.
Politiets tilstedeværelse gjorde ham ikke mildere stemt. Han spyttede således på ordensmagten, ligesom han også var grim i sin mund. Det hele endte med, at man så sig nødsaget til at anholde den næppe helt appelsinfrie unge mand. Fra Politigården blev der så ringet til hans forældre, og de sørgede så for en afhentning af den ustyrlige ungersvend. Men der venter ham en bøde for gadeuorden.
I forbindelse med samme fest var der lidt senere på natten noget uro ved Vestre Skole, men her lykkedes det politiet at dæmpe gemytterne uden at skrive bøder ud.
Sidst på eftermiddagen denne fredag var politiet i øvrigt også omkring Anlægget, hvor et stort antal øldrikkende sidste-skoledags-elever traditionen tro havde slået sig ned. Andetsteds i Grenaa Bladet er der beskrevet, hvor stort et svineri med glas, øl-dåser og andet affald dette medførte. Herunder en regulær afbrænding af en sofa, som politiet blev tilkaldt til. Man bortviste i den forbindelse de mest urolige af de unge mennesker - uden dog at kunne finde ud af, hvem der havde stukket ild til sofaen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002