| Dyrenes Gård i Balle har taget hul på en ny sæson |
Bededag er også ensbetydende med åbningsdag på Dyrenes Gård i Balle, så i fredags slog dette efterhånden ganske velvoksne mini-zoo på Munkholmvej 5 porten op for 2003-sæsonen.
Der er sket mangt og meget i løbet af den forgangne vinter, så folkene bag stedet har ikke ligget på den lade side, selv om Dyrenes Gård har holdt vinterlukket.
- Vi har fordoblet vores areal så der er sat mange meter nyt hegn op til nye folde. Mange af dyrene har derfor holdt flyttedag. Der er også blevet lavet en speciel bane til vores ponyridning, fortæller Annelise Johansen fra Dyrenes Gård i Balle.
- Aberne har også fået et nyt flot hus og udendørs areal, hvorfra de rigtig kan følge med i hvad der sker. Det har de nu, omend med nogen tøven, taget i brug. Der er også kommet nye dyr til i løbet af vinteren. Vi har som en nyhed fået rensdyr, mohairgeder, skruehornsfår og egern. Dyreunger er der også mange steder. Der er således unger hos aberne, hulepindsvinene, camerounfårene, skruehornsfårene, gederne, æslet og så de elskelige kattekillinger.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002