Hele Djursland inviteres ind i Idégruppens CD-rom-projekt |
Til borgmester Gert Schou's udelte glæde går Idégruppen Grenaa nu ud og tilbyder hele Djursland optagelse på en kommende opdateringen af Grenaa CD-rommen, som han her får overrakt det første eksemplar af. De øvrige personer på billedet er Jørgen Lund, Jens Ove Schmidt og Preben Mortensen, hvoraf sidstnævnte er ankermanden på CD-rom-projektet.
Idégruppen Grenaa har nu udgivet en CD, der handler om Grenaa og nærmeste omegn. Meningen med denne CD er, at den - i forbindelse med de øvrige tiltag, der har været for at profilere området - skal yde et bidrag til at gøre egnen mere interessant for tilflyttere, erhvervsvirksomheder og turister.
- Men i erkendelse af, at Djursland udgør et hele, og at vi alle er afhængige af hinanden i en tid, hvor indenrigsministerium, amt og andre »der ved bedst«, har besluttet, at Djursland skal udnævnes til randområde, har vi besluttet, at opdateringen af denne CD skal slå et slag for hele Djursland. Der skal fremover ikke skelnes mellem Grenaa, Kolind, Glesborg eller andre byer eller områder. Vi er et samlet Djursland, og vi skal vise Indenrigsministeriet og andre bedrevidende instanser, at vi aldeles ikke er et randområde, og at vi både kan og vil noget. Derfor opfordrer vi erhvervsdrivende, forretninger, kroer, restauranter, foreninger og andre, der har noget at tilbyde, til at henvende sig for at komme med på CD-opdateringen, som forventes færdige indenfor et halvt til trekvart år, siger Preben Mortensen fra Idégruppen.
Man satser på at fremhæve alt, hvad der er værd at fremhæve indenfor erhverv, forretninger, sport, kultur, natur, skoler, børnehaver, uddannelsesinstitutioner, turisme med mere.
Yderligere information om dette CD-projekt kan fås ved henvendelse til Preben Mortensen, Åstrupskrænten 47, 8500 Grenaa (email: pm.consult@get2net.dk), og/eller ved at klikke sig ind på Idégruppens hjemmeside
www.idegruppengrenaa.dk.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002