Social- og sundhedsuddannelse udbydes nu i Grenaa: |
Det første hold på social- og sundhedshjælperuddannelse i Grenaa mødtes mandag morgen i sidste uge på Grenaa Gymnasium. Foto: Lene Madsen
Lederen af so-su-uddannelsen i Grenaa, Vibeke Nielsen, ses her i den plejesengs-stue, som uddannelsen har fået indrettet på gymnasiet. Foto: Lene Madsen
Skolestart for de første 25 so-su-elever!
Mandag morgen i sidste uge var der skolestart for det første hold på den social- og sundhedshjælperuddannelse, som nu udbydes i Grenaa. Det foregik på Grenaa Gymnasium, som er udpeget som so-su-uddannelsens faste tilholdssted i Grenaa. Fem kommuner - Grenaa, Midtdjurs, Rønde, Ebeltoft og Nørre Djurs - har ønsket at få en aflægger af uddannelsen her til Djursland, og Århus Amt har som uddannelses-udbyder bakket op om ønsket.
Afdelingen sorterer under Social- og sundhedsskolen i Randers, og det var da også lederen herfra, Vibeke Nielsen, der bød det første hold so-su'er i Grenaa hjertelig velkommen til den første skoledag på uddannelsen, der har fået tildelt tre klasselokaler på gymnasiet. Den lokale foankring forstærkes, idet der også laves et egentligt sekretariat for afdelingen på selve gymnasiet. Noget der er ved at blive bygget op i en mellemgang på gymnasiet. Der optages hold på uddannelsen tre gange om året, så når afdelingen er oppe på fuld styrke, er der 75 elever tilknyttet afdelingen, der således også uddanner cirka 75 elever om året, der der er tale om en 14 måneder lang vekseluddannelse, hvor eleverne er 24 uger på skole, mens de øvrige uger foregår i praktik.
Hjælp til ældre
Uddannelsen kvalificerer til arbejde i hjemmeplejen og på plejecentre, og den er et led i de samlede social- og sundhedsassistentuddannelser - med social- og sundhedsassistentuddannelse som en overbygningsuddannelse til hjælperuddannelsen.
I hjælperuddannelsen - sådan som det blandt andet praktiseres i Grenaa fremover - undervises eleverne i fagene sundhedsfag, social- og samfundsfag, aktivitets- og praktiske fag og pædagogik med psykologi. Derudover har eleverne dansk, engelsk og naturfag. Udover de rent faglige kompetencer i uddannelsen, lægges der også stor vægt på at udvikle personlige kompetencer.
Plejesengs-stue på gymnasiet!
I det ene af so-su-lokalerne på gymnasiet er der blevet indrettet en plejesengs-stue, som eleverne skal bruge som et led i undervisningen, og køkkenfaciliteter har man via Grenaa Kommune fået lov til at låne på Søndre Skole. Der er officiel indvielse af den nye Grenaa-afdeling den 18. august. Det første hold består i øvrigt af 1 mand og 24 kvinder. Flere elever gav på dagen udtryk for det altafgørende i, at de har ønsket at starte på uddannelse, at den foregår lokalt, så de derved slipper for den lange transporttid mellem ens hjem på det østlige Djursland, og Århus/Randers, som man har skullet køre til førhen for at få denne uddannelse. Der optages nye hold i månederne maj, september og januar.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002