Lørdag den 24. maj skal der »rappes om kap« på Grenåen |
På lørdag den 24. maj skal der påny »rappes om kap« på Grenåen med start nogenlunde midt på Åboulevarden, og mål ved Andedammen, hvor »ænderne« vil blive indfanget med en flydespærring, som det fremgår af herstående billede.
Gennem de seneste år - og hvert år med Grenaa Bladet blandt sponsorerne - har Scleroseklubben Djursland afviklet dette »anderæs« på Grenåen, hvor løbsdeltagerne køber sig til et ejerskab af én eller flere nummererede, gule plastic-ænder, hvilket så er ensbetydende med chancen for at vinde nogle flotte præmier. Det gør sig naturligvis også gældende i år. Ejerne af de ænder, der krydser målstregen først, beriges således med disse fine præmier. Ikke mindst til vinderen af løbet, der får et stort rejsegavekort fra Århus Charter. Salget af ande-beviser har kørt igennem et stykke tid, og formanden for Scleroseklubben Djursland, Inger Nielsen, Sangstrup, kan oplyse, at det igen i år er lykkedes at få udsolgt - svarende til et salg på 1250 beviser.. Overskuddet fra salget går sædvanen tro til Scleroseklubben Djurslands arbejde.
Traditionen tro afvikles løbet på den landsdækkende Sclerosedag, hvor Scleroseforeningen på forskellig vis sætte fokus på sygdommen, og det arbejde som foreningen yder i forhold til informationsarbejde om sygdommen plus diverse støtteforanstaltninger i forhold til scleroseramte og deres pårørende. Som det vil være de fleste læsere bekendt, er det jo Scleroseforeningen, der ejer og driver Dronningens Ferieby ved Grenaa Strand. Scleroseklubben Djursland vil også have forskellige aktiviteter i målområdet ved Andedammen i forbindelse med, at det på lørdag er Sclerose-dag i hele Danmark.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002