FOF-nyhed i form af sommerkurser |
FOF Grenaa har en nyhed på plakaten vedrørende sommeren 2003. Som noget nyt tilbyder FOF nemlig nu også kreative sommerkurser. Maleri og inspiration, modellering i ler og fordybelse i pilens verden er overskrifterne på de tre kurser, der bliver tale om. Der er udgivet en folder i forbindelse med disse sommerkurser.
»Maleri og inspiration« afvikles den 31.5-1.6 i Kulturhuset »Stationen« i Trustrup, og den 8.-11. juli i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa. Kurset ledes af cand. mag. i kunsthistorie, tegneterapeut og billedkunstner Birgit Musaus.
»Modellering i ler« - efter levende model - kører fra den 10.-13. juni i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa, og her hedder læreren Peder Munk Jacobsen, der er uddannet på Århus Kunstakademi, hvor han i øvrigt har fungeret som underviser siden 1994.
»Fordybelse i pilens verden« har Solveig Langballe som underviser. Dette kursus afvikles på Såbydalvej i Ryomgård fra den 5.-7. september.
Yderligere oplysning og/eller tilmelding kan opnås ved henvendelse til FOF Grenaa ved skoleleder Lene Fribo.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002