Grenaa Bladet - 03-05-13
Lise Kaarsberg udstiller i Kulturhuset Stationen


Hyllested-kunstneren Lise Kaarsberg har valgt at skænke dette maleri af den europæiske lammegrib til Ebeltoft Zoo, hvis daglige leder Jesper Stagegaard også kan ses på billedet, der er taget i Kulturhuset Stationen i Trustrup lørdag den 3. maj. Her kører man for tiden en udstilling med malerier af Lise Kaarsberg.

Kunstmaleren Lise Kaarsberg fra Hyllested udstiller i øjeblikket værker i Kulturhuset Stationen i Trustrup. Der var fernisering på udstillingen lørdag den 3. maj, hvor der var inviteret en speciel gæst i skikkelse af den daglige leder af Ebeltoft Zoo, Jesper Stagegaard. Anledningen var den, at ét af de udstillede værker var et maleri af den europæiske lammegrib, som er en truet dyreart.

Ebeltoft Zoo har valgt at bakke op omkring et europæisk støtteprojekt til fordel for lammegribben, og i den forbindelse arrangerede den zoologiske have ved Gravlev et stort Adventure Race i påsken. Netop med det formål at samle penge ind til dette støtteprojekt. Og Lise Kaarsberg har så malet en lammegrib, og dette maleri har hun så valgt at skænke til Ebeltoft Zoo. Det var med andre ord ikke mindst derfor, at Jesper Stagegaard var til stede ved ferniseringen. Udstillingen i Kulturhuset Stationen består af Lise Kaarsberg-malerier fra perioden 1999-2003, og kan beses ved henvendelse til formanden for »Stationen«, Karl Aage Nielsen, frem til den 1. juli.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002