Grenaa Kino - nu med benplads! |
Grenaa Kino - nu med benplads. Der har med andre ord været håndværkere på spil i den store sal i Kino for at sikre mere benplads mellem rækkerne.
Den store sal i Grenaa Kino har ikke just ry for at være velegnet til folk med lange ben, og det har direktør-parret i Kino, Nia og Gert Skov, nu valgt at gøre noget drastiskved, idet de via en ombygning har sørget for ekstra benplads mellem rækkerne ved at fjerne 70 stole fra den store sal.
Helt nøjagtigt er der blevet 32 cm. mere plads mellem stolerækkerne end der var før ombygningen, og det skulle alt i alt give 120 cm. mellem hver række. Det skulle være tilstrækkeligt til at selv de mest langbenede eksemplarer af menneskeracen kan skrue sig ned i et sæde i Kino uden at få problemer med at få »stængerne« til at være der. Faktisk skulle de ekstra 32 cm. give så meget mere plads, at det heller ikke længere er nødvendigt at rejse sig op, idet det endnu ikke siddende publikum passerer forbi for at komme hen til deres pladser.
Gert og Nia Skov har haft denne ombygning på ønskesedlen i flere år, men har måttet afvente et fornuftigt økonomisk råderum, før det kunne realiseres.
De 70 færre pladser i den store sal skulle ifølge direktør-parret ikke give den lokale biograf kapacitets-problemer - de store premiere-film pånær. Her kan en del af biografpublikummet godt risikere at måtte vente en enkelt dag med at se den pågældende film, men det er vel ét eller andet sted til at bære, når man nu kan se sine favorit-film, samtidig med, at der er plads til bentøjet.
De 70 sæder fra den store sal er ikke blevet smidt ud, men er blevet genetableret i den lille biografsal, fordi de er både nyere og bedre end dem der var der førhen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002