Borgmesteren fik den første Grenaa CD-rom udleveret! |
Her ses coveret til den nye CD-rom om Grenaa. Den kan blandt andet købes på Grenaa Rådhus og hos Schmidt Møbler.
Grenaa Kommunes borgmester, Gert Schou får overrakt den første CD-rom om Grenaa af Jørgen Lund, Jens Ove Schmidt og Preben Mortensen fra Idégruppen Grenaa. Foto: Lene Madsen
»Grenaa - byen der bølger fra skov til strand«. Det er overskriften på den CD-rom om Grenaa, som Grenaa Kommunes borgmester fik overrakt det første eksemplar af torsdag i sidste uge. Det var repræsentanter fra initiativtagerne i Idégruppen Grenaa, der overrakte dette første eksemplar på Borgmesterkontoret på Grenaa Rådhus. Idéen er udviklet i et samarbejde mellem Idégruppen Grenaa og Grenaa Kommune.
- Jeg betragte det her på lige fod med det Grenaa Bladet gjorde med Lokalbogen - den lokale telefonbog. Der er med andre ord tale om et godt og stærkt lokalt initiativ, som Grenaa Kommune naturligvis bør støtte. Det er netop initiativer lidt ud over det sædvanlige, som vi har brug for her i Grenaa for at skabe udvikling, og en CD-rom om Grenaa - rettet mod potentielle gæster og/eller tilflyttere - er så afgjort et projekt af denne karakter. Det er vigtigt at alle gode kræfter trækker på samme hammel, så vi sammen kan få skabt en gunstig udvikling i Grenaa og på Djursland, sagde borgmester Gert Schou.
Forsinket af sygehuskamp
Preben Mortensen fra Idégruppen Grenaa, der har arbejdet med at indsamle data til CD-rommen gennem adskillige måneder - lavet aftaler, ud og lave optagelser, ud og forelægge projektet for den enkelte interesserede m. v. - sagde, at CD-rommen havde været klar for tre måneder siden, hvis ikke lige det var fordi, at amtsrådspolitikerne havde fået den vanvittige idé, at neddrosle sygehuset i Grenaa. Kampen for at bevare sygehuset trak selvsagt mange kræfter ud af Idégruppen, og først efter den endelige vedtagelse i Amtsrådet den 3. december, kunne man kigge på arbejdet med CD'en igen.
Den skal være med til at give potentielle bosættere et indtryk af Grenaa, der går på, at Grenaa skal være stedet de skal bo og leve. På CD'en finder man således stort set alt hvad der er værd at vide om byen, om kommunen, foreninger, erhvervsdrivende, naturværdier, kommunens tilbud til borgerne med videre. Alle repræsentanter fra turisterhvervet, folkeregistret, ejendomsmæglere og virksomheder, der skal i kontakt med gæster/kunder/klienter/medarbejdere udenfor kommunens grænser, vil have CD'en ved hånden til gratis uddeling. Preben Mortensen forklarede endvidere, at CD'en faktisk fungere som en hele internetportal, idet der er links til alle de lokale aktører på CD-rommen, der har en hjemmesiden på internettet. Så man kan hoppe direkte fra CD-rommen på sin computer og ud på en given lokal hjemmesiden på internettet. Altså forudsat man har en internet-opkobling, forstås. Med andre ord et fantastisk redskab til at tilegne sig viden om byen i meget bred forstand.
Også for lokale interesserede
Lokale interesserede kan også købe CD'en formedelst 25 kroner, og den kan købes i forskellige kiosker, supermarkeder, på Grenaa Rådhus og hos Schmidt Møbler i Grenaa.
Virksomheder/forretninger, der endnu ikke er tilmeldt CD-projektet, kan komme med i forbindelse med en kommende opdatering af CD'en. Det er netop her de 25 kroner pr. stk. kommer ind i billedet. Disse penge skal netop bruges til udgifter til opdatering af CD'en, så den hele tiden er up-to-date med virkeligheden.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002