Jaco/SuperBest i Grenaa har fået et helt nyt indgangsparti |
Kjeld Jensen og Claus Bech foran Jaco/SuperBests nye indgangsparti ved parkeringspladserne.
Et nyt, flot indgangsparti ud mod parkeringspladserne til Jaco/SuperBest i Grenaa, indretningen af et regulært og overdækket have- og plantecenter samt etablering af en lukket atriumgård til spaghnum, plantemuld, gødning med videre. Sådan kan det kort beskrives, hvad der her og nu er sket med Grenaa-supermarkedet i Jaco-bygningen ved Kannikegade/Sønderport i Grenaa.
Med andre ord en større om- og tilbygning i det lokale supermarked, der har indrettet et overdækket have- og plantecenter ved at bygge et stort glasparti på bagsiden af Jaco-bygningen. Dermed er der blevet frigjort plads inde i selve supermarkedet, og for såvel kunder som personale er det ensbetydende med et meget bedre vare-flow.
- Vores planteafdeling har altid haft et godt ry, og nu har vi fået mulighed for at præsentere disse varer optimalt, samtidig med, at vi inde i selve supermarkedet har fået frigjort nogle kvadratmeter, så der bliver bedre plads til vores varegrupper her, samtidig med, at kunderne også får mere albuerum. Og så har vi bagtil syntes, at vi manglede et indgangsparti, der matchede fronten ud til Kannikegade, og det må man sige, at vi har fået, siger souschef i Jaco/SuperBest, Claus Bech.
Desuden har man som allerede nævnt fået lavet en lukket atriumgård ved et gammelt indgangsparti på bagsiden, hvor kunderne vil kunne finde spaghnum, plantemuld, sprøjtemidler, gødning med videre.
Plantemarked på Mors Dag
Og de nye forhold i Jaco/SuperBest i Grenaa fejres på passende vis, idet man på søndag den 11. maj (Mors Dag) afholder et kæmpestort have- og plantemarked. Noget der var en kæmpesucces sidste år, og med de nye og bedre forhold satser man på, at succes'en bliver endnu større på søndag.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002