Grenaa Bladet - 05-06-03
14. maj skal der danses om majstangen for 13. år i træk


Så kalder Folkedanserforeningen F. C. Grenaa påny til dans omkring majstangen på »Den gamle campingplads« ved Grenaa Strand. Det sker onsdag den 14. maj.

Onsdag den 14. maj indbyder Folkedanserforeningen F. C. Grenaa for 13. år i træk til dans omkring majstangen på »Den gamle campingplads« overfor Scandic Stena Line Hotel Grenaa. Det hele starter traditionen tro med, at FC-spillemændene spiller op til dans, hvorefter majstangen rejses. Som noget nyt er man ude og hente grønt til majstangen samme dag som dansen foregår, hvilket jo alt andet lige vil give den et friskere udseende.

Dette års majstangs-taler er Grenaa Kommunes borgmester, Gert Schou. Efter hans tale er der fællessang og fællesdans under ledelse af Karen Lindballe. Musikken leveres som allerede nævnt af FC's spillemænd, og det sker under ledelse af Aksel Petersen.
Dansen om majstangen er oprindeligt et frugtbarhedssymbol - et velkommen til foråret og den pragtfulde tid forude. Men den er også et symbol på venskab og samhørighed - at komme hinanden ved.
Folkedanserforeningen vil gerne genopfriske disse smukke tanker, tage hverandre i hånden og lege/danse foråret i møde.
Man medbringer selv det fornødne til ens personlige forplejning.
Folkedanserforeningens opvisningshold har i øvrigt en del opvisninger foran sig. Her i maj gæster man Dronningens Ferieby den 7. mens man den 25. maj deltager i et egnsspil ved Nimtofte Præstegård.
Og i den kommende weekend får foreningen desuden besøg af venskabsforeningen fra Trelleborg i Sverige. 25 svenske folkedansere kommer til Grenaa, hvor der vil være privat indkvartering.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002