Bente Wulf udstiller på biblioteket |
Den lokale kunstner Bente Wulf er maj måneds kunst-udstiller i Grenaa Biblioteks forhal.
Bente Wulf er uddannet på Århus Kunstakademi 1964-66 på keramiklinien og 1979-1984 på skulpturlinien. Hun har adskillige udstillinger bag sig, og har blandt andet solgt værker til Ribe Amt, Århus Amt, Grenaa Kommune, Randers Kommune og flere firmakunstforeninger.
Hun er også kendt for at være kunstneren bag en række fine udsmykningsopgaver. Således har hun leveret en skulptur til Randers Tekniske Skole, Randersegnens Boligforening i Rønde (torv med skulptur) og for Boligselskabet Grenaa af 1945 (Markedsgade »Byens Hjerte«, fire skulpturhaver på de Lichtenbergsvej, skulpturen »Rosenhjerter« i Rosengården, sansehaven med vandkunst i Posthaven og skulpturerne »Bølger« i Ålunden.
Udstillingen på Grenaa Bibliotek viser et udvalg af Bente Wulfs oliemalerier, samt skulpturer i hovedsaglig marmor.
Udstillingen kan beses i bibliotekets forhal frem til lørdag den 30. maj.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002