Grenaa Bladet - 29-04-03
Politiet efterlyser vidne til groft overfald på scleroseramt mand!

Et særdeles groft overfald på og tyveri fra en scleroseramt mand i en invalideknallert, fandt sted på Østerbrogade i Grenaa ud for Grenaa Dampvæveri tirsdag aften i sidste uge mellem kl. 19.00 og 20.00.

Den scleroseramte kom kørende med retning mod rundkørslen, samtidig med, at han havde et par hundredekronesedler i den ene hånd. Tre bagfrakommende unge mænd/drenge på hver sin cykel blev opmærksomme på dette. Idet de passerede den scleroseramte blev han slået i nakken, hvorefter én af de unge tog sedlerne fra ham. Derpå blev den scleroseramte mand tilføjet et kraftigt skub, og i samme øjeblik stoppede en blå personbil op på stedet. Den mandlige bilist råbte efter de unge, idet han gerne ville vide, hvad dælen de havde gang i. Derpå stak de tre ungersvende af på deres cykler med retning mod havnen. Bilisten spurgte derpå til den scleroseramte for at høre om han var OK. Den scleroseramte sagde ikke noget om, at han var blevet bestjålet, og så ikke ud til at have lidt alvorlig overlast, så bilisten kørte umiddelbart derefter væk fra stedet igen uden at give sig til kende.
Politiet er stærkt interesseret i at komme i kontakt med dette vidne til overfaldet, idet han måske vil kunne hjælpe ordensmagten med at finde frem til de tre overfaldsmænd. Rette vedkommende bedes henvende sig til Grenaa Politi. Telefonisk kan det ske på 86 32 10 11.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002