Vindues-udstillinger en nyhed i Selvhjælpsbutikken i Storegade |
Selvhjælpsbutikken i Storegade i Grenaa har kastet sig ud i vindues-udstillinger, hvor alle mulige personer og/eller grupper af personer kan få udstillet deres kreative ting. I øjeblikket er det den lokale afdeling af Hjerteforeningen, der udstiller i vinduet til Selvhjælpsbutikken, der drives af Selvhjælpsgrupper Djursland.
Som nogle måske har bemærket her i 1. halvår af 2003, er Selvhjælpsbutikken i Storegade 16 i Grenaa begyndt at lave vindues-udstillinger, hvor folk udefra har mulighed for at få udstillet deres forskellige ting.
Man lagde ud i februar/marts måneder med et stort billede af Tove Møller. I marts/april måneder var det to værker af to meget unge kunstnere, nemlig 3-årige Nikoline Damborg Jørgensen, og storesøster Frederikke Damborg Jørgensen på 5 år, der udstillede i vinduet til Selvhjælpsbutikken, der drives af Selvhjælpsgrupperne Djursland. Begge malerier er blevet til i Børnehaven Savværket i Gjerrild. I påskeugen udstillede man så påsketing fra Integrationskontoret, og eftersom ugerne 17 og 18 er Hjerte-uger, så har den lokale afdeling af Hjerteforeningen sørget for en vinduesudstilling, der kan ses i disse dage. Forude venter så tillige en udstilling med kreative ting fra institutionen »Nærheden« i maj og juni måneder. Længere er der ikke planlagt udstillinger, men man agter at fortsætte med at lave vindues-udstillinger i Storegade 16, og interesserede udstillere kan blot henvende sig til Selvhjælpsbutikken i Storegade i så henseende.
Alle kan udstille
Men hvem er det så der kan udstille?
- Det kan alle, der gerne vil meddele omverdenen, hvad de sysler med - enten som en gruppe eller som enkeltperson. Der er masser af mennesker, der sysler med det ene eller det andet, og som fortjener at blive set af andre, men måske er ens selvværd ikke stort nok til at vise sin form for kreativitet frem. Mange kender nok parolen »nej - det er da ikke noget særligt«. Men ved at vise det frem, kunne det hjælpe andre, og vedkommende udstiller selv. Netop ved at være med til at stimulere en proces, der også handler om livskvalitet og »jeg tør godt«, siger Gerda Svendsen fra Selvhjælpsgrupper Djursland, og hun fortsætter:
- Det handler IKKE om at konkurrere, men vise lidt af, hvad vi hver især kan - styrke sit selvværd og hjælpe andre til også at turde. De fleste af os har forskellige måder at være kreative på, og bruger det forskelligt. Måske er der en børnehave, en fritidsordning, et klasseprojekt eller en gruppe, der i sin fritid laver forskellige projekter såsom keramik, håndarbejde eller som enkeltperson skriver digte, laver én eller anden form for husflid. Ja, kun fantasien sætter grænser, siger Gerda Svendsen.
- Hvis du, som læser disse linier, selv sysler med noget, eller kender nogen der gør, så henvend dig gerne til os, og vi kan aftale et tidspunkt for, hvornår du/I kan få en udstilling i vores vindue, slutter Gerda Svendsen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002