Grenaa Bladet - 22-04-03
Kirialmesse for første gang!


Og så var der masser af kaffe på kanden hele dagen på denne den første Kirialmesse. Foto: Lene Madsen

Fem lokale firmaer gik lørdag den 12. april sammen omkring det at lave en Kirialmesse, og det er sandsynligvis første gang, at denne del af kommunen har kunnet levere en vaskeægte messe. Det foregik hos Grenaa Skovservice v/ Gustav Rasmussen på Ågårdsvej 17 i Kirial ved Grenaa. De fire øvrige deltagende firmaer var Grenaa Marine, H. J. Design, J. L. Montage og Brøgger Blomster.

Messegæsterne kunne lade sig underholde med en stor udstilling af bådmotorer, solceller, møbler, stofsalg, grubber og vejhøvle, ligesom der var fine messepriser på diverse blomster og planter. Muligheder for køb og salg af brugte landbrugsmaskiner og udlejning af maskiner til haven - såsom mosfjernere og havefræsere med mere - blev også præsenteret. Endvidere kunne man studere et stort program fra solomotorsave til buskryddere med mere. I så henseende var der en konsulent til stede til at svare på spørgsmål.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002