Grenaa Bladet - 22-04-03
Der er masser af grøde og aktivitet på Jydsk Pædagog Seminarium i Grenaa


Der er masser af grøde i Jydsk Pædagog Seminarium i Grenaa. Her ses tre studerende sammen med seminarie-lektor og studiekoordinator Liselotte Schlægelberger. De tre studerende på 2. årgang peger på et verdenskort, fordi de har planer om at tage på et studieophold til Tyrkiet for at studere gadebørn. Fra venstre er det Ulla Steffensen, Bitte Wetche og Mona Kristensen. Foto: Lene Madsen

I sommeren 2002 dimitterede Jydsk Pædagog Seminarium i Grenaa sit første hold pædagoger. Til sommer er man klar til at vinke farvel til det næste hold, som samtidig bliver de første pædagoger i landet, der dimitterer som bachelorer. Sideløbende med det kører seminariet et brobygnings-kursus for indvandrere foruden efter- og videreuddannelse indenfor et meget bredt spekter af det pædagogiske område på Djursland.

Til sommer agter man at starte endnu et hold på merit-uddannelsen, hvilket vil blive det fjerde i rækken siden starten tilbage i 1999, og ligeledes satser man stærkt på at starte et nyt 1-årigt brobygningskursus efter sommerferien. Endelig er 2. årgang på vej ud i den vide verden med deres internationale projekt, der blandt andet sigter mod at sende et hold til Tyrkiet for at studere gadebørn, men også - og ikke mindst - for at studere sig selv. Der er med andre ord masser af grøde og aktivitet på Jydsk Pædagog Seminarium (JPS) i Det Gule Pakhus ved Sønderport i Grenaa.
Her i marts måned havde seminariet 1 års fødselsdag i Det Gule Pakhus, som Grenaa Kommune har gennemrenoveret og bygget om til et moderne uddannelsessted for et beløb på over 6 millioner kroner. Samtidig skrev man en 7-årig lejekontrakt med JPS, der således har tænkt sig at forblive i byen som et regionalt uddannelsessted med mange forskellige »varer« på hylden.
- Vi vil gerne dække hele Århus Amt, og vi vil gerne i videst mulig udstrækning være der, hvor brugerne er. Derfor har vi blandt andet etableret os i Grenaa, siger afdelingsleder på JPS Grenaa, Frans Thorstensen.

Startede i 1999
JPS rykkede til byen i 1999. Forud var gået nogle forløb med efter- og videreuddannelse på det pædagogiske område, hvor man havde benyttet sig af lokaler i Flygtningelandsbyen. I takt med at tingene begyndte at vokse, kiggede man sig om efter nogle større og mere velegnede lokaler. Dem fandt man i Jaco-bygningen i Kannikegade, og det var herfra man startede op med et første merit-hold i netop 1999.
- Det gik godt. Gode aktiviteter, gode ansøgere og et godt uddannelses-miljø, men vi manglede i udtalt grad nogle bedre undervisningslokaler - og ikke mindst lokaler til værkstedsfag. Derfor gik vi til Grenaa Kommune for at høre, om de kunne hjælpe os med det. Her ville man gerne beholde en mellemlang videregående uddannelse i byen, og på den led kom Det Gule Pakhus ind i billedet. Vi fik stor indflydelse på indretningen af vores nye sted, som vi er blevet utroligt glade for. Vi har et fantastisk uddannelsesmiljø her i pakhuset. Ganske vist mangler vi fortsat den ordinære pædagoguddannelse, som retter sig mod de helt unge, men det er jo noget der kan komme til hen ad vejen i takt med at tingene udvikler sig i positiv retning. Vi råder ihvertfald over et sted med stort udviklings-potentiale, siger Frans Thorstensen, der har været med helt fra JPS' spæde start her i Grenaa.

Flot evaluering af uddannelsen
Han glæder sig også over den evaluering, som pædagoguddannelsen netop har fået fra Danmarks Evalueringsinstitut.
- Vores uddannelse er blevet evalueret, sådan som alle andre mellemlange, videregående uddannelser også er blevet det. Og vi er ikke så lidt stolte over konklusionerne i rapporten. De er nemlig særdeles positive. Det er ellers nogle hårde bananer, der ikke plejer at lægge fingrene imellem, så vi er bestemt glade for den evaluering, vi har fået, siger Frans Thorstensen.

Lav ledighed
- Rapporten konkluderer blandt andet, at beskæftigelses-situationen for pædagoger er god. Ledigheden er med andre ord lille, og der er på den led ikke nogle regionale udsving af betydning. Kommunernes Landsforening har været fremme med udtalelser om, at vi uddanner pædagoger til arbejdsløshed, og det er selvsagt rart at få konkluderet, at det IKKE forholder sig sådan. Uddannelsen får også en positiv profil på den led, at den ikke er fastlåst til en bestemt del af arbejdsmarkedet. Den er med andre ord fri af gamle fag-orienterede bindinger, og er således blevet en generalist-uddannelse, der uddanner arbejdskraft til hele det pædagogiske arbejdsmarked, siger han, og fortsætter:

Generalister med speciale
- I Grenaa følger vi med og lever op til de krav, der ligger såvel i uddannelsen som i de forventninger, rapporten opstiller. Alene af den grund, at vores studerende kommer fra et meget bredt spekter af arbejdsmarkedet. Og selv om vi uddanner generalister, så rummer uddannelsen faktisk også en stor grad af faglig fordybelse undervejs, hvilket blandt andet kommer til udtryk via de bachelorer, der springer ud her til sommer, som de første i landet. Efter uddannelsen vil de på hver deres emne-område kunne gå ind og agere på instruktør-niveau, hvilket bestemt giver uddannelsen et markant kvalitetsløft. Vi uddanner rent faktisk professionelle bachelorer i pædagogisk arbejde, siger Frans Thorstensen, og fortsætter:
- Typisk for vores studerende er også, at der er en høj grad af selvrealisering i studiet. Gennemsnitsalderen er vel omkring de 37 år, og mange møder måske lidt skeptiske op omkring det at skulle til at studere i den alder, og med en begrænset uddannelses-mæssig baggrund i rygsækken. På den led er det fantastisk at opleve den forvandling der sker, idet de pludselig begynder at opfatte sig selv som studerende. De bliver grebet af studiet i en grad, som de på forhånd ville have forsvoret. De vokser både fagligt og menneskeligt, og det er pragtfuldt at være en del af et sådant miljø, siger afdelingslederen, der således reklamerer ganske kraftigt for, at nye merit-studerende melder sig på banen til studiestart efter sommerferien.

Mindre tilskud til uddannelsen
- Jeg ved godt, at den politiske vilje til voksenuddannelse p. t. ikke er den allerstørste. De mindre tilskud fra det offentlige afholder nok nogle fra at søge ind på studiet, men jeg synes jo, at man skal springe ud i det alligevel, idet der er tale om en investering i ens fremtid. Og der er nok at tage af. I mange institutioner er andelen af den uuddannede arbejdskraft på over 50%, så der er masser af potentielle studerende at tage af, siger Frans Thorstensen.

Café-aftener med mere i pakhuset
Men hvad kommer der ellers til at foregå i Det Gule Pakus i den næmeste fremtid. Ganske meget faktisk. Et samarbejde mellem Jydsk Center for Videreuddannelse og de otte kommuner på Djursland - plus Hadsten Kommune - har affødt et 4-årigt projekt, hvor pædagoger og lærere skal lære at arbejde sammen. Det vil sige lave fælles kompetence-udvikling, og en del af disse aktiviteter kommer til at foregå i JPS Grenaa, ligesom der fortløbende foregår videre- og efteruddannelse af dagplejere og pædagogisk personale fra hele Djursland i Det Gule Pakhus. En nyskabelse er i øvrigt nogle café-aftener, hvor alle interesserede er velkomne til at kigge indenfor. Samtidig har man jo lejlighed til at bese de flotte lokaler.
- Vi er og vil være centrum for pædagogisk uddannelse på Djursland, men også centrum for pædagogiske diskussioner, og derfor arrangerer vi disse café-aftener. Her vil vi søge at opfange de seneste tendenser på området, for derved at skubbe til en pædagogisk debat, der skal være både spændstig og aktuel. Indtil videre har vi planlagt 7 af disse caféaftener, og alle interesserede skal være hjertelig velkomne, slutter Frans Thorstensen.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002