Så spøger storlufthavnen ved Århus endnu engang! |
En konkret ansøgning fra Det Midtjyske Lufthavnsråd angående beliggenheden for en ny, mulig storlufthavn tættere ved Århus end den nuværende, der som bekendt ligger ved Tirstrup, er blevet sendt til Århus Byråd. Ansøgningen går på en placering ved Thomasminde, og lufthavnsrådet hævder at have private investorer klar, der er villige til at spytte 2,2 mia. kroner i projektet.
Århus Byråd er dybt splittet på spørgsmålet, og der ventes en afstemning, hvor spørgsmålet deler byrådet i to lige store lejre, hvor en enkelt stemme sandsynligvis kommer til at afgøre sagen. Men selv om der skulle være et snævert flertal for en storlufthavn tættere ved Århus, så er det langt fra ensbetydende med, at den så også kommer. Århus Amtsråd er decideret imod planerne, og trafikminister Flemming Hansen er også temmelig skeptisk.
Formanden for lufthavnsrådet, Grundfoss-bossen Niels Due Jensen, har ganske vist været fremme med udtalelser om, at det slet ikke er nødvendigt med en godkendelse fra Trafikministeriet til opførelsen af en ny storlufthavn ved Århus, men dér har den gode mand gjort regning uden vært.
Fuldmægtig i Trafikministeriet Jes Nørgaard,, og amtsborgmester Johannes Flensted-Jensen udtaler samstemmende til Østjyllands Radio, at der skal gives tilladelse til et lufthavnsbyggeri, og at Trafikministeriet skal give en beliggenhedsgodkendelse.
Derfor er amtsborgmesteren også glad for, at der nu omsider foreligger en konkret ansøgning fra lufthavnsrådet.
- Hvis Århus Kommune mener, at det er et projekt, man vil gå videre med, kan man få søgt om en beliggenhedsgodkendelse, og ad den vej få skaffet noget afklaring. Det skylder man virkelig beboerne i området, siger amtsborgmesteren til Østjyllands Radio.
Lokalt har reaktionerne over en bred kam været forbitrelse over, at der endnu engang skal såes tvivl om Tirstrup Lufthavns fremtidsmuligheder.
- Det er ved at udvikle sig til en uendelig historie, som vi kun kan få manet i jorden ved at få skabt udvikling omkring lufthavnen i Tirstrup. Der skal snarest muligt skabes en stikvej fra hovedvejen ind til lufthavnen, så den bliver mere tilgængelig for trafikken fra Århus. Transporttiden kortes ned, og vi får på den måde »vendt« lufthavnen ud mod en vigtig færdselsåre her på Djursland, siger Grenaa Kommunes borgmester Gert Schou.
Han bakkes på den led op at Rønde Kommunes borgmester Vilfred Friborg Hansen, der vil skabe et helt nyt erhvervsområde ved lufthavnen, og dermed sende det klare og utvetydige signal til omverdenen, at Østjyllands lufthavn ligger i Tirstrup - og at den ikke har tænkt sig at flytte sig.
- Det er et signal om, at vi ikke tror på en storlufthavn ved Århus. Der er ikke saglige argumenter for at bruge 2 mia. kroner på at flytte en lufthavn nogle få kilometer, siger Vilfred Friborg Hansen, der glæder sig over amtets modvilje overfor projektet.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002