| Forårsopvisning i Grenaa Idrætscenter ved GIF Gymnastik |
På søndag den 6. april afholder GIF Gymnastik sin årlige forårsopvisning i Grenaa Idrætscenter. GIF lægger op til en forrygende eftermiddag med masser af intens, spændende og flot gymnastik. Foreningens cirka 450 medlemmer vil vise et bredt udsnit af det, de har arbejdet med i vinterens løb.
Dette gælder lige fra mor/far/barn-holdet, puslingeholdene, spring/rytme-holdene til diverse voksenhold. I år kan GIF Gymnastik endvidere byde på to gæstehold, idet både junior- og senior-amtsholdet kommer og viser hvor dygtige de er. På begge RGI-amtshold er der i øvrigt gymnaster såvel som en enkelt instruktør fra Grenaa.
De vil fylde gulvet til bristepunktet og udgøre en oplagt mulighed for at opleve de unges glæde ved at lave gymnastik - både rytme- og spring-serier - og altsammen i et helt forrygende tempo.
Med andre ord et ganske gymnastisk, fantastisk søndagstilbud fra GIF Gymnastik til alle interesserede.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002