Grenaa Bladet - 31-03-03
Kræftens Bekæmpelse samler ind på søndag


Grenaa Kommunes borgmester Gert Schou og læge Tyge Ingerslev opfordrer alle i Grenaa Kommune til at tage godt imod Kræftens Bekæmpelses indsamlere, idet de dukker op med deres indsamlingsbøsser på søndag den 6. april.

På søndag den 6. april afvikler Kræftens Bekæmpelse i Danmark sin årlige landsindsamling. Således også i Grenaa Kommune, hvor sidste års indsamling gav 101.000 kroner.

- Et meget flot resultat, som cirka 60 indsamlere hentede hjem. Men i år, hvor Kræftens Bekæmpelse kan fejre sit 75 års jubilæum, skulle vi jo gerne endnu højere op. Og i den forbindelse håber vi jo selvsagt meget på, at alle i Grenaa Kommune vil tage godt imod indsamlerne på søndag den 6. april, siger læge Tyge Ingerslev, der er formand for Kræftens Bekæmpelses Lokalforening i Grenaa Kommune.
- Hver indsamler samler i gennemsnit over 1.000 kroner ind, som går til Kræftens Bekæmpelses arbejde med forskning, forebyggelse og patientstøtte. På bare tre timer kan man således yde en stor indsats direkte til støtte for andre mennesker. Det nytter virkelig af samle ind. Kræftens Bekæmpelse støtte blandt andet et meget spændende grundforskningsarbejde i København, hvor to forskere er meget tæt på at forstå kræftcellens mekanisme. Ligeledes arbejdes der stærkt på at gøre Kræftens Bekæmpelses rådgivning landsdækkende, og det mål er man også meget tæt på at nå, siger Tyge Ingerslev.

Bankospil for alle indsamlere
Som de tidligere år laves der et arrangement inden selve indsamlingen finder sted. Der er tale om et bankospil onsdag aften den 2. april på Grenaa Handelsskoles Kursuscenter på N. P. Josiassensvej, hvor alle, der er interesseret i at være indsamler på søndag, opfordres til at møde op. Der vil ved denne lejlighed blive udloddet nogle flotte gevinster, som byens handlende velvilligt har doneret til formålet.
Det er også her, at der vil blive uddelt indsamlingsbøsser til søndagens indsamling, der afvikles i tidsrummet mellem kl. 10.00-15.00. Efterfølgende mødes indsamlerne i Danske Bank i Grenaa, hvor man sammen med en forfriskning kan få at se, hvor meget man har fået samlet ind.
Ønsker man mere information om Kræftens Bekæmpelses indsamling lokalt, kan man ringe til den lokale kampagneleder på tlf. 86 30 07 15.

Udstilling til Grenaa
I forbindelse med, at Kræftens Bekæmpelse i år kan fejre 75 års jubilæum, har man spurgt Danmarks førende kunstnere, om de ville bidrage med et billede. 60 kunstnere har sagt ja, og det er der blevet en turnerende kunstudstilling ud af, som skal besøge én by i hver amt. I Århus Amt er Grenaa blevet udpeget som udstillingsby, og der bliver således fernisering på den fornemme udstilling den 16. august i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa.
- Der kommer ganske givet mange gæster fra Århus den dag, og i samarbejde med Grenaa Kommune pønser vi på at vise disse gæster rundt i Grenaa ved samme lejlighed. Så kan der jo blive en hel lille bosætningskampagne ud af arrangementet også, siger Tyge Ingerslev.
Udstillingen vil kunne beses i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa fra den 16. august og tre uger frem. Der samarbejdes med Grenaa Kunstforening omkring ferniseringen, og blandt andet er der planer om uropførelse af et stykke musik i den anledning

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002