Grenaa Bladet - 31-03-03
DLG på Djursland kan se tilbage på et godt år

DLG Djursland har afviklet sin ordinære generalforsamling for 2003, og det foregik på Gjerrild Kro for nylig. Formanden Bent Dohn aflagde formandsberetning, mens forretningsfører Henning Andersen aflagde det lokale regnskab. Endelig var DLG's koncerndirektør Asbjørn Børsting til stede med henblik på aflæggelse af hele koncernens regnskab. 115 DLG-kunder var mødt op til generalforsamlingen, hvilket bestyrelsen betegner som et flot fremmøde.

Der var da også kun positive ting at melde om fra DLG Djursland vedrørende 2002. Der var således tale om et rekordår både hvad angår omsætning og resultat. Omsætningen steg med 13%, hvilket er rekord, og det samme kan siges om årsresultatet på små 2 mio. kroner i overskud. Det blev på generalforsamlingen besluttet at betale 569.000 kroner af overskuddet tilbage til kunderne i forhold den enkeltes varekøb og i forhold til de varergrupper, der har bidraget mest til overskuddet.

Bent Dohn er stadig formand
Der blev også foretaget valg til DLG Djursland's bestyrelse denne aften på Gjerrild Kro. Der var genvalg til formanden Bent Dohn, Rimsø, og ligeså til Lars Kejser, Hemmed, og Gert Fogh, Konstantia. Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig således, at Bent Dohn fortsætter på formandsposten, mens Gert Fogh er ny næstformand i stedet for Peter Hjort Jensen, der ikke ønskede at fortsætte på posten. Han er dog fortsat medlem af bestyrelsen, som yderligere består af Jørgen Hougaard, Ginnerup, Heinrich Thrane, Gjerrild, plus medarbejderrepræsentanten Frank Bjerregaard.
Af de lokale beretninger fremgik det blandt andet, at man med opkøbet af KFK på Grenaa Havn var blevet repræsenteret i Grenaa. Der er rent faktisk oprettet en DLG-detailforretning på Grenaa Havn under DLG Glesborg, og man påtænker faktisk at åbne en forretning mere på havnen i Grenaa under navnet »Land & Fritid«, der i givet fald skal gøre i alt hvad hjertet kan begære af beklædning, foder og tilbehør til det at holde heste og smådyr i sin fritid. Der er tale om et DLG-koncept, hvor koncernen har skævet til de svenske kolleger. Her har man med stor succes etableret 140 sådanne butikker indtil videre.
- Men bliver det til noget, så kommer det til at køre helt uafhængigt i forhold til grovvaredelen, siger formanden Bent Dohn.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002