Grenaa Bladet - 31-03-03
Det er stadig fedt at være frivillig!

I efteråret 2001 kørte der en artikelserie i Grenaa Bladet, der via nogle lokale person-portrætter gjorde reklame for det at lave et frivilligt stykke arbejde. Det skete under overskriften: »Det er fedt at være frivillig«, og det skete i samarbejde med den lokale formidlingscentral af frivillige, »Frivilligheden«.

Anledningen var den, at 2001 var udråbt til internationalt frivillighedsår, og man ønskede på den led at gøre opmærksom på det store frivillige arbejde, der bliver lavet ude i diverse foreninger og organisationer. Ikke mindst for at hylde dette uegennyttige arbejde, men også for at gøre opmærksom på dette arbejdes velsignelser for dem som udfører det. Naturligvis med henblik på at få rekrutteret nogle flere frivillige, fordi det vitterligt er de færreste foreninger/ildsjæle, der kan hævde, at de ikke har brug for nye kræfter. Det er med andre ord stadig fedt at være frivillig, og det vil Grenaa Bladet og Frivilligheden give nogle gode eksempler på via en ny række frivillighedsportrætter.
Denne uges frivillige hedder Dora og Kristen Jakobsen, der bor i Åstrup ved Grenaa, og som har gang i en masse ting til fordel for Kirkens Korshærs humanitære hjælpearbejde. I hjemmet i Åstrup laver parret således en række husflidsting og hobbyarbejder, som så sælges ved diverse KK-møder og arrangementer. Det hele startede tilbage i 1979, da Karen Østergaard Frandsen fra Kirkens Korshær i Grenaa spurgte om ikke de ville være med til at lave et stykke frivilligt arbejde, og det har de så gjort uafbrudt lige siden.
De har blandt andet stået i et hav af tombolaer og solgt deres husflidsting og hobbyarbejder til fordel for Kirkens Korshær. Det er således en meget aktiv pensionisttilværelse parret har fået ud af dette arbejde, som de senere år også har handlet meget om produktion af stearinlys. Kirkens Korshær i Danmark samler lysestumper i hele landet. Disse stumper samles og køres til Grenaa, hvor Kristen Jakobsen og en flok hjælpere fremstiller lys af stumperne i det nedlagte missionshus i Thorsø. Kristen købte i sin tid missionshuset for at skaffe plads til netop dette formål. Sidste år fremstillede man 132.000 lys af 8 tons stumper, og med en pris til 2 kroner pr. lys gav det et nettooverskud til Kirkens Korshær i Danmark på 265.238 kroner. Lysene sælges i de fleste af korshærens genbrugsbutikker rundt omkring i landet.
Der dyppes lys to gange om året, og i den periode er der ud over Kristen en 30-40 andre hjælpere i sving. Arbejdsdagen starter kl. 5.00 om morgenen. Kl. 5.30 er Kristen i Thorsø, og han er så først hjemme igen kl.18.00. I den periode har Kristen ingen problemer med at falde i søvn om aftenen...
- Jeg ser ikke nogen af de penge, der kommer ud af det, men eftersom vi gerne vil støtte de svagest stillede i samfundet med vores arbejde, så er der en stor personlig tilfredsstillelse i, at et par pensionister som os kan være med til at skrabe så mange penge sammen til det formål år ud og år ind. Man kan altså godt gøre en forskel, selv om man »kun« er pensionist, siger Kristen Jakobsen.
- Det er samtidig med til at give vores tilværelse indhold. Vi træffer en masse mennesker, der har de samme interesser som os, og vi kan vist godt sige uden at prale, at vi har venner over hele landet. Og så længe helbreddet kan holde til det, så bliver vi ved. Vi kan ganske enkelt ikke holde op. Det er blevet en livsstil for os, slutter Dora Jakobsen, der er 72 år, mens Kristen er 79 år.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002