Voldelig weekend i Grenaa |
Volden trives ganske »udmærket« i Grenaa for tiden - og ikke mindst i weekenderne. Således også i forrige weekend, hvor flere lokale borgere fik »ørerne i maskinen«. Fredag aften den 21. marts startede løjerne med, at en hundepatrulje observerede to ungersvende i slagsmål i Søndergade ved Jaco.
To teenagere var røget i totterne på hinanden, og slagsmålet udviklede sig til en voldssigtelse for den ene af dem - en 15-årig gut fra Grenaa - efter han havde plantet et par knytnæveslag i ansigtet på modparten, der dog ikke pådrog sig skader ved slagene. Den 15-årige blev taget med til Politigården, hvor han blev afhørt og sigtet. Det hele overværet af hans mor, der var blevet rekvireret. Derpå blev han løsladt, men der venter ham et retsligt efterspil.
Natten til lørdag var den så gal på et værtshus i Østergade i Grenaa. Et skænderi mellem en 47-årig mand og en 23-årig mand udviklede sig derhen, at den 23-årige overfaldt den 47-årige med en kniv. Med denne tilføjede han den 47-årige en 3-4 mm. dyb ridse over halsen. Noget der dog kunne klares med et plaster på skadestuen. Den 23-årige blev anholdt af politiet under sigtelse for vold, men man kunne ikke afhøre ham før op af lørdagen, idet han var stærkt beruset. Branderten fik han således lov til at sove ud i detentionen.
Klokken 04.15 natten til søndag var det så foran en pizzabar på Torvet i Grenaa, at der opstod en voldsepisode. En 25-årig mand var på vej hjem fra en bytur, da han pludselig blev antastet af en anden mand, der tydeligvis var ude på at yppe kiv. Der faldt da heller ikke mange ordvekslinger før knytnæveslag og spark i både hovedet og ryggen blev taget i brug. Den 25-årige fik skader på to tænder ved overfaldet. Politiet mener at vide hvem overfaldsmanden er, så her bliver der sikkert også fundet frem til rette vedkommende.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002