Grenaa Bladet - 24-03-03
Vold i Østergade og på Grenaa Politigård

Grenaa Politi tog sig mandag aften i sidste uge af en voldssag, der udviklede sig til også at omfatte vold mod en betjent. Balladen startede ved midnatstid på en beværtning i Østergade. Her var der opstået noget mundhuggeri mellem en 35-årig mand og en 27-årig mand. 

Sidstnævnte gik på et tidspunkt over til de hårdtslående argumenter, og tildelte således den 35-årige tre knytnæveslag i ansigtet. Politiet blev tilkaldt, og det var i øvrigt ikke første gang ordensmagten havde lejlighed til at »hilse« på den 27-årige. Lidt over midnat fik man ham så bugseret ind i detentionen på Politigården. Han blev i den forbindelse opfordret til at tage sine sko af, men det nægtede han pure. Politifolk er et hjælpsomt folkefærd, så man satte sig for at hjælpe ham af med fodtøjet. Men hjælpen blev ikke modtaget i den ånd, som den blev givet, og i stedet blev en 45-årig politiassistent sparket hårdt i hovedet under tumulten. Det resulterede i et blåt øje, mens resultatet for den 27-årige er blevet nogle ret så heftige sigtelser for vold. Der venter ham således et solidt retsligt efterspil ovenpå bataljerne mandag i sidste uge.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002