Grenaa Bladet - 17-03-03
Passer du godt nok på din bil?

stop tyven 4 fv.jpg (18800 bytes)
Grenaa Politikreds er alvorligt plaget af brugstyveri af biler og indbrud i biler, og derfor går politiet nu ud og opfordrer folk til at sikre deres biler noget bedre. Informationer herom kan blandt andet fås i denne folder fra Det Kriminalpræventive Råd.

Antallet af brugstyverier af biler, og indbrud i og tyveri fra biler er steget eksplosivt i Grenaa Politikreds her i 2003 sammenlignet med det samme tidspunkt sidste år. Det får Grenaa Politi til via Grenaa Bladet at rykke ud med en kriminalpræventiv orientering til borgerne omkring hvad de kan og bør gøre, for bedre at sikre deres biler mod tyveri.

Her blot 2 1/2 måned inde i 2003 kan politiet rapportere, at der har været 50 brugstyverier af biler - mod »kun« 30 i samme periode sidste år - mens der er blevet noteret hele 108 indbrudstyverier fra biler - mod 68 bil-indbrud i samme periode sidste år. Man skal ikke være den store matematikprofessor for at regne ud, at der er tale om ganske voldsomme stigning i procent, og derfor går Grenaa Politi nu til Grenaa Bladet for at få gjort opmærksom på, hvor der kan hentes hjælp til at sikre ens bil noget bedre.
Det kan blandt andet ske via pjecen »Stop biltyven« fra Det Kriminalpræventive Råd, som kan fås både på Grenaa Politigård og på Grenaa Bibliotek, men også via hjemmeside-adressen www.stopindbrud.dk, er der gode tips at hente. Man kan også kontakte enten vicepolitiinspektør Bo Paulsen eller kriminalassistent Knud Saaby (tlf. 86 32 10 11) med henblik på at få hjælp den vej rundt.
Og hvad er det så for nogle ting man skal gøre for at forebygge tyveri af eller fra ens bil? Her følger et par rigtig gode råd: Fjern altid tændings-nøglen - også når du forlader bilen for et kort øjeblik, for eksempel under ophold på en tankstation. Man kan faktisk få en bøde for ikke at gøre det. Luk alle døre og lås dem. Lås bagagerummet. Parker på befærdede steder, og om natten på steder, hvor bilen er i en god belysning. Luk alle vinduer helt til og glem ikke trækruder og soltag. Tag værdigenstande med når du forlader bilen - eller luk dem nede i bagagerummet, så de ikke er synlige. Lav en ekstra mekanisk sikring via ratlås, kombineret rat- og pedallås, gearlås eller kombineret gear- og håndbremselås. Har bilen en startspærre kan man være ret sikker på, at tyven går i en stor bue uden om køretøjet. Har man ikke én i forvejen kan den i de fleste tilfælde eftermonteres. Har man en tyverialarm oveni hatten, så er man naturligvis ekstra godt sikret. Disse var rådene, men opsøg selv supplerende oplysninger de nævnte steder.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002