Grenaa Bladet - 11-03-03
Stor country-aften i Kulturhuset Pavillonen

ountru kultuhrhuset 4 fv.jpg (18794 bytes)
Der er dømt country-aften i Kulturhuset Pavillonen på fredag,
idet alle disse stjerne-navne lægger vejen forbi Grenaa.

Der er lagt op til en helt speciel country-begivenhed her i marts måned, idet Danmark får besøg af country-showet »Some lovely chicks & one harp«. På fredag den 14. marts tøffer dette rullende country-tog såmænd forbi Grenaa, hvor der gives koncert i Kulturhuset Pavillonen. Bag titlen på turneen finder man nogle af de allerbedste fortolkere af genren - kan man vist godt sige.
Det vil sige vores egen Ester Brohus, amerikanerne Wanda Jackson og Charlie McCoy foruden fem spændende tjekkiske country-piger, der kalder sig selv »Country Sisters. Og en country-turne uden Skandinaviens populæreste country-band er næsten umulig at gennemføre, og derfor vil man også kunne opleve svenske Tomboola Band denne fredag aften i Grenaa's kulturhus.
Wanda Jackson beskrives som USA's Grand Old Lady indenfor country- og rockabilly, mens Charlie McCoy hele syv gang er blevet kåret til verdens bedste mundharpespiller. Ester Brohus fik sidste år en Danish Music Award for CD'en »Poor, Pretty Little Me« for at have lavet »Årets Country-CD«, så det er ikke kvalitetsnavne indenfor genren det skorter på, idet Kulturhuset Pavillonen kalder til country-aften. Billetter kan købes ved henvendelse til Kulturhuset Pavillonen, eller én af Djurslands Banks filialer.


[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002