Grenaa Bladet - 11-03-03
Grenaa Kino's program

Grenaa Kino's program i denne uge byder sædvanen tro på lidt for enhver smag, alder og størrelse. Den amerikanske filmindustri er ganske godt repræsenteret. Således kan man opleve en Jack Nicholson i absolut topform i »Rundt om Schmidt«, Tom Hanks og Leonardo di Caprio for fuld udblæsning i »Catch me if you can« og den seje hip-hopper Eminem i »8 Mile«.

Torsdag den 13. marts er i øvrigt sidste chance for at se denne film. Men dansk film er også repræsenteret i form af den nye danske ungdoms-gyser »Midsommer«, der har formået at få fat i et temmelig stort publikum i betragtning af, at såvel instruktør som skuespillere er mere eller mindre uprøvede kræfter. Og dansk film får endnu bedre fodfæste på Kino's program om kort tid med Mads Mikkelsen og Nikolai Lie Kaas i »De Grønne Slagtere«. Filmen er instrueret af Anders Thomas Jensen (Blinkende Lygter), og har Danmarkspremiere i blandt andet Kino den 21. marts. Men rent faktisk kan man se den i forbindelse med en snigpremiere i Kino allerede på fredag den 14. marts. Der er tale om en dobbelt snigpremiere, idet man får den nye amerikanske superhelte-film »DareDevil« med i billetkøbet. Her kan man opleve Ben Affleck (Pearl Harbour) i hovedrollen som den blinde superhelt DareDevil, der på dansk vist nok hedder Dæmonen. Filmen ser umiddelbart ud til at være på niveau med »Spiderman«, så der venter uden tvivl biograf-publikummet smæk for skillingen. Filmen har først officiel Danmarkspremiere den 28. marts, men altså snigpremiere i Kino allerede den 14. marts sammen med »De Grønne Slagtere«.
Fredag den 14. marts er der endvidere Grenaa-premiere på den nye danske romantiske komedie »Se til venstre der er en svensker«.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002