Forhenværende svensk kulturminister har anmeldt Bror Hennings seneste bog |
Henning Sørensens seneste bog, »Krudt uden kugler«
er blevet anmeldt af en forhenværende svensk kulturminister.
Den forheværende svenske kulturminister Bengt
Göransson, der har sin base i den svenske arbejderbevægelse og afholdsbevægelse,
anmelder i den seneste udgave af afholdsbladet »Agitatoren« den nyeste bog fra
grenaaenseren Henning Sørensens hånd, nemlig »Krudt uden kugler«, der udkom på
Forlaget Hovedland sidste år. Bengt Göransson skriver blandt andet følgende om den
kendte grenaaensiske afholdsagitator med mere:
- Den langt uden for sit hjemland kendte danske afholdsmand Henning Sørensen, som for
nogle år siden udgave en biografi over én af Nordens mest fremtrædende afholdsmænd,
Lars Larsen-Ledet, fortæller i en ny bog om sine erfaringer fra livet i en anden sektor
af nordisk folkebevægelse, nemlig fredsbevægelsen. Han tager udgangspunkt i en bred
skildring af pacifisme og militærnægtelse som del af en kristen tradition. Hvordan havde
eksempelvis Europa set ud, hvis denne tradition havde været stærk nok til at forhindre
Trediveårskrigen? Sørensen, der er født i 1932, har hele sit liv være aktiv fredsven
ved siden af sit engagement i afholdsbevægelse og politik. I alle disse sammenhænge har
han tilhørt minoriteter, og på den baggrund er det særlig interessant at læse hans
skildring af freds- og militærnægterbevægelserne, som ikke har været identiske. Mest
indgående beskriver han den kristne fredsbevægelse og dens forskellige forgreninger, som
ikke altid har kunnet holde fred indbyrdes, skriver Bengt Göransson blandt andet, og han
slutter sin anmeldelse således:
- Sørensen fortæller indefra. Han har været med lige fra skoleårene, men han er ikke
fortællingens hovedperson. I nogle afsnit bliver han dog mere personlig og fortæller om
sin aktive deltagelse i gadedemonstrationer og andre protestaktioner mod
atombombebevæbning og oprettelse af raketbaser. Det viser sig derved, at den fredelige
forfatter deler den erfaring med mange af dagens unge protesterende: at have mødt
politimagten i direkte konfrontation, der her dog synes at være gennemført under
gensidig respekt, slutter Bengt Göransson.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002