Grenaa Bladet - 11-03-03
Sygehuset i Grenaa har fået sig en støtteforening

»Støtteforeningen til bevarelse af Grenaa Sygehus« er en realitet ovenpå en stiftende generalforsamling i Kulturhuset Pavillonen torsdag aften den 6. marts. Foreningens hjemsted er Grenaa Kommune, og dens formål er »at udøve aktiviteter, der kan fremme bevarelsen, udviklingen og synliggørelsen af Grenaa Sygehus og dermed beslægtet virksomhed«, som der står i foreningens formålsparagraf.

Det er et helt bevidst valg, at foreningen ikke hedder »Støtteforeningen til bevarelse af Grenaa Centralsygehus«.
- Det er nemlig ikke et centralsygehus længere. Pr. den 1. marts overgik det ledelsesmæssige ansvar på sygehuset til Randers Centralsygehus, samtidig med at funktionerne falder bort én for én som en følge af amtets nye sygehusstruktur. Således bliver trafikofrene - de såkaldte traume-tilfælde - allerede nu dirigeret uden om Grenaa Sygehus, siger sygeplejerske Mette Kirk, der har været talskvinde for sygehus-personalet under hele forløbet, og som også sidder i den projektgruppe til bevarelse af sygehuset, der blev nedsat dagen efter amtets sygehusplan blev offentliggjort den 24. september 2002. Oprettelsen af en støtteforening er også projektgruppens værk, og bliver én af dens sidste handlinger inden den opløser sig selv på det næste møde. Men støtteforeningen tager altså over, hvor projektgruppen slap.
- Det handler om at fastholde det sygehus, vi har tilbage. Og om muligt udvikle det i en for lokalsamfundet positiv retning, tilføjer ordførende direktør i Grenaa Kommune, Keld Overgaard Jensen, der også har været en meget markant skikkelse i kampen for at redde så meget af sygehuset som overhovedet muligt.
- Støtteforeningen skal være en tovholder, der hele tiden holder fast i problematikken. Hvad er det nøjagtigt amtet tilbyder os? Er det dét, som de har lovet os? Er det mere eller mindre end det? Foreningen skal også holde øje med uheldige patientforløb, som amtspolitikerne så kan blive konfronteret med. Foreningen skal være obs på udviklingsmuligheder, og i det hele taget det sted, hvor viden om sygehuset samles og udgår fra. Effekten af den massive modstand er ikke væk. Den er der stadig, og det skal vi udnytte via støtteforeningen, siger Mette Kirk.
Som medlemmer af foreningen kan optages virksomheder, foreninger/institutioner, husstande eller enkeltpersoner, der kan støtte foreningens formål.
Keld Overgaard Jensen kan i øvrigt fortælle, at Økonomiudvalget, formanden for Voksen- og Fritidsudvalget, Erik Hoberg, og direktionen i Grenaa Kommune har et møde med amtets sundhedsudvalg i indeværende uge, hvor man vil bede om en statusrapport vedrørende den nye sygehusplan, og herunder drøfte fremtidige samarbejdsperspektiver. Det gælder ting som placeringen af lægeambulance, nærhedsservice på Grenaa Sygehus, mulighederne for at få nye specialer til Grenaa Sygehus, et hospice, specielle dagtilbud, et rygcenter med mere. Grenaa-folkene vil argumentere for, at sygehuset i Grenaa bør blive et forsøgsområde for en helt ny sygehusstruktur, der omfatter hele landet. Det vil sige undersøge mulighederne for brug af ny teknologi, tele-medicin med videre. Eksempelvis det, at en patient kan blive røntgen-fotograferet i Grenaa, hvorefter billederne sendes til eksempelvis Skejby, hvor diagnosen så bliver stillet. En masse tid, transport og ressorucer i det hele taget vil kunne blive sparet på den led.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002