Grenaa Bladet - 25-02-03
To nye ansigter i Grenaa Byråd

 

Det konservative byrådsmedlem i Grenaa Byråd, Poul Bach, er på en rejse i Tyskland blevet ramt af meget alvorlig sygdom. Han ligger på et hospital i Frankfurt, hvor han er er blevet opereret.

På sidste uges byrådsmøde på Grenaa Rådhus orienterede borgmester Gert Schou sine byrådskolleger om den tragiske situation med samt et dybfølt ønske om, at Poul Bach kommer igennem det alvorlige sygdomstilfælde på bedste vis.
Derefter kunne han byde velkommen til byrådsarbejdet til De Konservatives 1. suppleant, Kirsten Jensen. Hun kom i øvrigt i den lidt kuriøse situation, at hun måtte erklære sig inhabil i en sag om en udtræden af skolebestyrelsen på Søndre Skole. Kirsten Jensen har nemlig siddet som stedfortræder for Betina Bruslund siden den 1. oktober sidste år, hvor Betina Bruslund trådte ud af bestyrelsesarbejdet på grund af for stort arbejdspres.
Endelig bliver socialdemokraten Betina Popp et nyt ansigt i byrådet i en tre måneders periode fra den 1. marts. Her skal hun vikariere for Helle Thomsen, der agter at holde barselsorlov i denne periode. Endelig et byrådsmedlem, der går noget aktivt og fremadrettet for at modvirke problemerne med det faldende børnetal i kommunen...!

Socialdemokraten Helle Thomsen fik bevilget barselsorlov fra byrådsarbejdet på sidste uges byrådsmøde. Hendes afløser hedder Betina Popp.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002