Grenaa Bladet - 25-02-03
Voldby har fået et nyt city-center

I gamle dage fandt man både en slagter, en brugs og et mejeri ind i midten af Voldby. Nu er byens handelscentrum imidlertid flyttet sydpå til udkanten af byen ved Dolmervej. Her finder man således både en stor og velassorteret Dagli' Brugs med tilhørende OK-Benzin-anlæg, og et pengeinstitut, som nu har lagt nye alen til områdets »city-status« med en større udvidelse og modernisering.

Der er naturligvis tale om Voldby Andelskasse, der fejrer denne udvidelse/modernisering på fredag den 28. februar, hvor andelskassen er vært ved en reception i de udvidede lokaler. Det sker om eftermiddagen hvor formanden for bestyrelsen, Knud Erik Frandsen, og direktøren Inger Margrethe Bønnerup sammen med den øvrige bestyrelse og personale vil tage imod kunder, forretningsforbindelsen, håndværkere samt andre interesserede.
Der er sket en fordobling af arealet med udvidelsen, således at andelskassen nu råder over cirka 270 m2 under tag. Der er endvidere blevet installeret en top-moderne pengeautomat med både hæve- og indskudsfunktion. Læg dertil et nyt overvågningsanlæg med tilkoplede alarmer og røgkanoner foruden tidsstyrede pengebokse.
Den store tilbygning giver meget bedre forhold for såvel kunder som personale, og alle kasseekspeditioner sker ved moderne kasseskranke, mens vejledning af kunderne nu kan ske i separate afsnit i banken.

Voldby Andelskasse markerer den store udvidelse og modernisering med en reception på fredag den 28. februar. Foto: Lene Madsen

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002