Grenaa Bladet - 25-02-03
Leo Press fra KVIK/Ramten har fået Kultur- og Idrætsprisen 2003

I lørdags blev Kultur- og Idrætsprisen i Nørre Djurs Kommune uddelt for 8. år i træk. Det skete i forbindelse med Vinterballet i Stenvad Mosebrugscenter, og det var kommunens borgmester, Jens Peter Jellesen, der forestod overrækkelsen.

Modtageren af 2003-udgaven af prisen var Leo Press, der igennem mere end 30 år har været en utrættelig og ihærdig arbejdskraft for KVIK/Ramten. Det være sig som kasserer, træner, spiller og meget andet.
Prisen uddeles hvert år til en person eller et hold, som enten har gjort noget særligt til gavn for nogle af kommunens borgere - og/eller hvis man har kastet glans over kommunen som helhed. Denne særlige indsats kan være indenfor foreningslivet eller indenfor det kulturelle område. Prisen består af en vandrepokal og et beskedent pengebeløb. Den har været uddelt hvert år siden 1995 til personer med vidt forskellig alder og baggrund. Blandt de tidligere års modtagere finder man navne som Anders Rasmussen, Gjerrild, Jonna Bach, Glesborg, Søren Boe Andersen, Glesborg, Lis Fog, Rimsø, Peder Ivan Møller, Gjerrild, Marianne Aabenhuus, Ørum, og Steen Møller, Ørum.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002