Grenaa Bladet - 25-02-03
»Riis & Steenfeldt« - to nye ejendomsmæglere i Ebeltoft

En ny ejendomsmæglerforretning i Ebeltoft åbner den 1. april i Adelgade 62 F - ejendommen hvor Glaspusteriet har haft til huse i flere år. Inden åbningen bliver ejendommen dog renoveret fra top til bund - og så får den ny adresse tilmed, nemlig Nytorv 6.

Kræfterne bag forretningen er 2 lokale fra Ebeltoft, nemlig Helle Riis Thomsen (35) og Mik Steenfeldt Petersen (37). Helle Riis er den ansvarlige indehaver og statsautoriseret ejendomsmægler. Hun er bankuddannet og har i over 13 år arbejdet i branchen - senest som fuldmægtig i Djurslands Bank. Helle Riis har en meget alsidig baggrund indenfor banksektoren, og har et meget indgående kendskab til boligfinansiering.
Mik Steenfeldt har siden 1989 arbejdet som selvstændig - blandt andet 7 år som direktør på Kalø Golf Center. Han er ligeledes bankuddannet og har de seneste to år arbejdet som freelance-konsulent for Sparekassen i Farsø.
Grundlaget for forretningen er naturligvis handel med alle typer ejendomme i Ebeltoft og omegn. Men hvorfor egentlig starte en sådan forretning op med alle de konkurrenter?
- Vi mener selv at kunne gøre en forskel på boligmarkedet i Ebeltoft. Vi har masser af nye salgsidéer. Vi starter blandt andet op med en arkitekt, en indretningsarkitekt og en jurist i tilknytning til vores forretning, siger Helle Riis.
Allerede inden forretningen er åben i lokalerne på Nytorv 6 har »Riis & Steenfeldt« fået flere ejendomme til salg, hvilket tyder på en god start for den nye ejendomsmæglerforretning i Ebeltoft.

Helle Riis og Mik Steenfeldt, begge Ebeltoft, åbner ejendomsmæglerforretning på adressen Nytorv 6 i Ebeltoft den 1. april.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002