Forskellige tidsaldre på Glesborg Skole |
Glesborg Skole afholdt emneuge i sidste uge. Som
overordnet emne for hele skolen, havde man valgt »De forskellige tidsaldre«. Torsdag
aften den 6. februar afholdtes der så stor skolefest, som afslutning på ugens arbejder.
6. klasse stod her for opførelsen af dette års skolekomedie, der bar titlen »Danskere
til hver en tid«.
Børnehaveklassen og 2. årgang havde for deres del valgt at arbejde med vikingetiden.
Børnene har fremstillet smykker, vikingespil, runesten, mad- og drikkevarer - altsammen
noget, som var til salg i vikingeboderne torsdag aften i sidste uge.
I 1. klasse stod »De gamle Guder« på programmet. Her fremstillede man både
midgårdsorm og træet Yggdrasil i papmaché. Derudover blev der også lavet forskellige
konkurrencer og spil til brug ved skolefesten.
3. klasse havde valgt »Den Blå Planet« som emne, hvor de blandt andet hyggede sig med
at bygge robotter og rumskibe. På 4. og 5. årgang blev der arbejdet med 40'erne og
60'erne. 5. klasserne stod desuden for det at lave skolens diskotek for de små årgange
til festen torsdag aften.
Gøngehøvdingen stod på 7. årgangs program. I den forbindelse blev der blandt andet
fremstillet boder med huggeblok og heksebryg. For de lidt mindre børn nøjedes man dog
med at lave en fiskedam.
De to årgange i overbygningen på Glesborg Skole har for deres del været beskæftiget
med projektarbejde. 8. årgangs emne var »Fremtiden«, mens 9. klasse har forberedt sig
på at lave den endelige projektopgave, som er en del af deres eksamen. Det var også 9.
klasse, der stod for det at indrette diskoteket for overbygningseleverne til skolefesten.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002