Grenaa Bladet - 11-02-03
»Hele Sognets Dag« - i år med kirkeminister!

tove-fergo.gif (19691 bytes)
»Hele Sognets Dag«, der arrangeres af Grenaa Menighedsråd,
får i år besøg af ingen ringere end landets kirkeminister Tove Fergo.
Det sker lørdag den 1. marts.

Grenaa Menighedsråd inviterer igen i år sognebørnene til en »Hele Sognets Dag«. Med andre ord en hel dags fælleskab for hele sognet, og det sker lørdag den 1. marts. Dette års udenbys gæst er ingen ringere end landets kirkeminister Tove Fergo, der i parantes bemærket er Venstre-kvinde.
Dagen begynder i Grenaa Kirke med en kort andagt, og derefter foregår resten af arrangementet som sædvanligt i Dronningens Ferieby, hvor man som bekendt er i smukke omgivelser, uanset om man er ude eller inde. Der vil også i år blive serveret en god frokost for deltagerne i »Hele Sognets Dag.
Dagens foredrag, samtale og diskussion sker på oplæg fra Tove Fergo, der kalder sig foredrag »Fremtidens kirke«. Her vil hun fortælle om sine visioner for den danske folkekirke og sætte dem i relation til aktuelle sager og emner.
Tove Fergo har, siden hun i 1973 afsluttede sin teologiske embedseksamen, været sognepræst i Simon Peters Sogn i København. Fra 1990-1998 var hun medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Venstre. For samme parti har hun også været Folketings-kandidat i Rådhuskredsen fra 1988-1990, og i Gentofte-Hellerup-kredsen siden 1990. Medlem af Folketinget har hun været siden 1994, og i november sidste år blev hun så udnævnt til kirkeminister.

Åbenmundet stil
I årene som medlem af Borgerrepræsentationen i København var Tove Fergo's ry, at hun var åbenmundet og klar til kritik og fantastisk god til at komme i medierne. I den periode blev hun blandt andet kendt for hårdnakket modstand mod det at tvangsfjerne børn fra deres forældre. Som kirkeminister har hun som bekendt flere gange gjort sig meget synlig/upopulær. »Mere kirkeliv for pengene« er hendes motto. Hendes klare holdninger om, at magten i den danske folkekirke skal ligge i sognet, i den enkelte kirkes menighedsråd, har også skabt en vis modstand og fået kritikerne til at beskylde hende for manglende respekt overfor eksempelvis biskopperne.

Transport mellem byen og stranden
Arrangementet i Grenaa sker i samarbejde med Folkeuniversitet. For dem, der måtte have behov, arrangeres der buskørsel mellem kirken og Dronningens Ferieby. Tilmelding til »Hele Sognets Dag 2003« er nødvendig, og skal ske ved henvendelse til Grenaa Kirkekontor i Storegade senest fredag den 21. februar. Men meget gerne før af hensyn til planlægningen. Betalingen sker samtidig med tilmelding.
»Hele Sognets Dag« i Grenaa plejer at trække henved 100 deltagere.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002