Grenaa Bladet - 11-02-03
Borgmester tegnede den første folkeaktie for en udvidelse af Grenaa Idrætscenter!

Formedelst 500 kroner tegnede Grenaa Kommunes borgmester Gert Schou den første folkeaktie, som skal være med til sikre realiseringen af det udvidelses-projekt for Grenaa Idrætscenter, der efterhånden har været snak om i 5 1/2 år. Så uden at fornærme nogen kan man vist godt tillade sig at tale om en proces, hvor der har været meget landt fra idé til virkelighed.

folkeaktier-4-fv.jpg (17762 bytes)
Salget af folkeaktier til fordel for en udvidelse af Grenaa Idrætscenter startede lørdag den 1. februar. Borgmester Gert Schou tegnede den første af slagsen formedelst 500 kroner. »Aktietegningen« blev bevidnet af repræsentanter fra sælgerkorpset og to af GIF Håndbolds ungdomsspillere, Lasse Bødker Eriksen og Kristoffer Hovgaard.

Startskuddet til salget af folkeaktierne foregik lørdag den 1. februar og selvsagt på selve stedet for den planlagte udvidelsen, der løber op i en samlet anlægs-investering på 8,6 millioner kroner. Det er dog en forudsætning for en realisering, at fonden bag udvidelses-planerne - GIC-Fonden - selv får skrabet nogle penge sammen til projektet, og det er netop her, at folkeaktierne kommer ind i billedet.
Der ligger tilsagn om direkte tilskud og lån fra Grenaa Kommune og RGI i størrelsesordenen 6,2 millioner kroner - og desuden ansøgninger hos diverse relevante fonde - men derudover er man faktisk også nødt til at forlade sig på lokalbefolkningen, idet der via salg af folkeaktier skal indsamles i nabolaget af 1 million kroner lokalt før byggeplanerne kan iværksættes. Resten - cirka 1,4 millioner kroner - satser man på at kunne hente via tilskud/lån i Lokale- og Anlægsfonden, der før har været fødselshjælper i området hvad angår kulturelle anlægsinvesteringer. Det være sig omkring Kulturhuset Pavillonen såvel som Ørum Aktiv Center. Nu satser GIC Fonden stærkt på, at den velbeslåede fond påny viser sig fra sin gavmilde side. Formanden for GIC-Fonden, advokat Jørgen Steffensen, kunne på pressemødet lørdag den 1. februar afsløre, at Lokale- og Anlægsfonden - der hører hjemme i Købehavn - har udbedt sig yderligere oplysninger og deltaljerede tegninger omkring projektet, hvilket han tolker i retning af, at der sandsynligvis er et positivt svar på vej vedrørende ansøgningen.

Klubberne får bedre faciliteter
Udvidelses-projektet omfatter en til- og overbygning på de eksisterende omklædningsrum, foruden etablering af en multisal til såvel nutidens som fremtidens idrætsgrene. Der indrettes desuden klub-faciliteter og -lokaler, så det sociale liv i de forskellige foreninger får bedre vilkår. Herunder det at benytte sig af et egentligt cafeteria med mulighed for herfra at kigge ind i opvisningshallen, og dermed følge en given idrætsaktivitet. Her vil en given forpagter også kunne drage fordel af, at Idrætscentret i forvejen råder over 10. Klasse-Center Djursland, der rummer over 100 unge mennesker i dagtimerne. Der er også tænkt en række handicap-venlige løsninger ind i projektet, så Grenaa Idrætscenter også bliver tidssvarende på dette område.

Der skal speed på projektet
Og det er nu, der skal sættes speed på projektet, hvis det skal blive til noget, idet Grenaa Byråd har givet frist til udgangen af oktober måned 2003. På dette tidspunkt skal projektet revurderes, og derfor har folkene bag projektet valgt at bruge den 1. oktober 2003 som deadline.
- Grenaa Idrætscenters mange foreninger har rigtig mange medlemmer, og det er disse medlemmer, der i første omgang skal ud og sælge projektet. Man vil møde eller få besøg af et disse medlemmer, når de i den nærmeste fremtid går ud og stemmer dørklokker for at sælge folkeaktier til udbygningen af Grenaa Idrætscenter, siger Jørgen Steffensen.
Alle de foreninger, der aktivt bruger Grenaa Idrætscenter på den ene eller den anden måde, deltager aktivt i salget af folkeaktier. Udover »medejerskabet« af Grenaa Idrætscenter vil alle »aktionærerne« blive indskrevet i en aktiebog, ligesom de, der køber aktier på 5.000 kroner og derover, vil få opsat en plade med navn i Idrætscentret. Der sælges som udgangspunkt aktier på 100 kr., 500 kr., 1.000 kr. og 5.000 kr.
Udlodningen af rejsegavekort på i alt 60.000 kroner skulle også gerne medvirke til at sætte skub i salget af folkeaktierne. Der er sendt en folder ud til alle husstande med informationer herom.

Formand har noteret sig i alt tre mærkedage
På pressemødet den 1. februar sagde Jørgen Steffensen blandt andet, at der var tre dage omkring det her projekt, som han har set hen til. Den dag, hvor salget af folkeaktier starter - og det var jo på selve dagen for pressemødet - den dag byggeriet forhåbentligt går i gang, og endelig den dag, hvor snoren til et udvidet Idrætscenter kan klippes over.
- Finansieringen af de 6,2 millioner kroner er på plads. Nu mangler vi »bare« at skaffe de sidste 2,4 mio. kroner, og det satser vi altså på ved hjælp af salget af folkeaktier og et forventet positivt svar fra Lokale- og Anlægsfonden. Vi har i forvejen et flot center, men vi kan gøre det endnu bedre med dette projekt. Der har været meget negativ tale i lang tid her i Grenaa. Med et projekt som det her kan vi løfte os ud af denne tristesse, og vise, at vi ikke lader os slå ud af modgang, sagde formanden.

Enig borgmester
Heri var Gert Schou helt enig.
- Det er alletiders tidspunkt at vise flaget her i Grenaa. At vise, at vi er omstillingsparate og hele tiden klar til fornyelse og virketrang. Når jeg kigger tilbage på de seneste 30 år i Grenaa's historie, så er der stort set hvert år blevet skabt et nyt stort projekt. Vi har her i kommunen 10.000 arbejdspladser, og vi rejser os hele tiden på trods af de anslag vi får. Vi søger bare andre og nye veje i bestræbelserne på at skabe udvikling. Og vi skal blandt andet sørge for at have masser af kultur- og idrætsfaciliteter. Det her projekt passer som hånd i handske med den politik, og jeg vil ønske Jer al mulig held og lykke med salget af folkeaktierne, sagde borgmesteren, hvorefter han tegnede den første folkeaktie til fordel for en udbygning af Idrætscentret.


Foto: Lene Madsen

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002