Grenaa Bladet - 11-02-03
Kulturcafé i Ramten med Lisbeth Weitemeyer og med amatørteatret »FJAS«

På søndag den 16. februar er der Kulturcafé i klubhuset i Ramten. Det sker som et led i Nørre Djurs Kommunes kultur-program for 2003, der går under navnet »Kulturraketten«.
Det er fjerde år i træk, at kommunen i samarbejde med lokale foreninger/borgere fyrer en sådan »raket« af i løbet af årets første 4-5 måneder. Kulturcaféerne ude i de små forsamlings- og foreningshuse har været med hvert år, og kan således betegnes som en årligt tilbagevendende begivenhed, som trives i bedste velgående.
Denne søndag eftermiddag i klubhuset i Ramten vil cand. mag. og dramaturg Lisbeth Weitemeyer bringe folk i selskab med én af 1600-tallets markante kvindeskikkelser, Marie Grubbe, der både med sit navn og sin historie har bidraget til nogle af dansk litteraturs helt store perler - blandt andet St. St. Blichers novelle »En landsbydegns dagbog« og J. P. Jacobsens roman »Marie Grubbe«, der beretter om den unge adelsfrøken, der efter skilsmissen fra Frederik den 3.'s søn endte sine dage som en fattig færgekone på Falster.
Der vil være mulighed for at købe kaffe/the og kage foruden øl og vand.
Efter pausen underholder det lokale amatørteater-ensemble »FJAS« med en hyggelig og folkelig gang syng-med-musik.
Kulturcaféen i Ramten arrangeres af FOF i samarbejde med Ramten Borgerforening. Tilmelding kan ske ved henvendelse til begge parter, men man kan også bare møde op ved indgangen på selve dagen. Se i øvrigt annonce for arrangementet andet steds på Nørre Djurs-siderne i indeværende uge.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002