Østdjurs Havekreds ude med 2003-programmet: |
Her ses en blomstrende rhodondendron af sorten »Furnivall's Daughter«.
Det skal være med til at signalere, at en ny sæson for havefolket nærmer sig på raske
fjed.
Foreløbig har den lokale havekreds barslet med et årsprogram for 2003.
Havefolket i Grenaa og omegn klar til at tage
hul på ny sæson
Det begynder så småt at krible i fingrene på havefolket. Foråret er ikke helt
så langt væk, som det har været, og med denne årstid følger jo en ny sæson for folk
med grønne fingre. Dette gælder naturligvis også for arrangementer af interesse for
havefolket. I Østdjurs Havekreds har man således fået lagt årsprogrammet for 2003 lagt
i faste rammer, og der lægges ud allerede onsdag den 19. februar, hvor bestyrelsen bag
havekredsen inviterer til generalforsamling - plus to gode indslag - i Kulturhuset
Pavillonen. Efter generalforsamlingen giver Carsten Villadsen forsamlingen - via nogle få
udvalgte billeder og gode ord - en rejsebeskrivelse, som han kalder »Japan - by og
have«. Aftenen afsluttes af Irene Albrechtsen, der er gartner og blomsterbinder. Hun
kalder sit indslag »Det tidlige forårs blomsterdekorationer«. Endvidere vil et antal
blomsterdekorationer blive bortloddet blandt aftenens gæster.
De næstfølgende arrangementer finder også sted i kulturhuset i Grenaa. Første gang
efter generalforsamlingen er tirsdag den 18. marts. Tidligere konsulent i Det jydske
Haveselskab, Laila Sølager Sørensen, kommer og fortæller om, hvordan man på en nem
måde kan holde sin have, samtidig med at den er både oplevelsesrig, frodig og smuk.
Sten og planter
Onsdag den 23. april handler det om sten og planter i haven. Formanden for
Silkeborg Havekreds, Jørn Møller Jensen kommer og fortæller herom. Onsdag den 1.
oktober kan man følge en rosenhave hele året rundt. Formanden for Det Danske
Rosenselskab, Peter Jordt, kommer og sørger herfor ved at fortælle om dyrkning, pleje og
beskæring med mere.
Torsdag den 27. november er det så blevet tid for den årlige julestue. To dygtige
blomsterbindere fra Grenaa Plantecenter, Irene Albrechtsen og Anette Larusen kommer og
giver masser af inspiration til fremstilling af advents- og juletidens dekorationer til
såvel bord som dør.
Et andet lokalt arrangement, som havekredsen gør opmærksom på i sit program, er det
årlige have- og plantemarked omkring Gl. Estrup ved Auning. Det løber af stablen den 10.
maj.
Østdjurs Havekreds har omkring 350 medlemmer i Grenaa og Nørre Djurs kommuner, foruden
den nordlige del af Ebeltoft Kommune. Med i årskontingentet følger 11 numre af magasinet
»Haven«.
Østdjurs Havekreds' bestyrelse består p. t. af formanden Bjarne Olsen, næstformand Eva
Klinge, kasserer Ruth Nyhuus, sekretær Børge Christensen og menigt medlem Irene
Albrechtsen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002