| 24-årig tyv taget på fersk gerning ved handelsskolen |
En 25-årig mand med relationer til Århus, men som egentlig er bosat på Sjælland, blev taget på fersk gerning, da han meget tidligt tirsdag morgen i sidste uge var i færd med at bære PC-udstyr ud af Grenaa Handelsskole.
En hundevagt kom forbi ved 6-tiden denne morgen, og han kunne se, der forgik lyssky ting på stedet. Det lykkedes ham og hans hund at tilbageholde den 24-årige, hvorimod det lykkedes for to kumpaner at stikke af fra stedet inden politiet kunne nå frem. Dagen forinden var han blevet snuppet for noget lignende i en anden jysk politikreds, og den 24-årige har i det hele taget så mange kriminelle forhold på samvittigheden, at politiet besluttede at fremstille ham ved et grundlovsforhør ved retten i Grenaa tirsdag eftermiddag - med begæring om varetægtsfængsling. Dels for at få styr på den 24-åriges digre sagskompleks, og dels af hensyn til efterforskningen i det hele taget. Retten var enig med anklagemyndigheden i, at den 24-årige ikke bare skulle løslades ovenpå de seneste eskapader her i Grenaa. Han blev varetægtsfængslet frem til den 6. februar.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002