Grenaa Bladet - 29-01-03
Trafikuheld i Enslev

Lørdag aften i forrige weekend røg der endnu et tal ind på den statistik der siger, at de absolut dårligste bilister overhovedet i Dronningeriget Danmark, er unge mandlige bilister mellem 18 og 24 år. Der var således en 18-årig mandlig fører fra Mørke bag rattet på den personbil, der forulykkede idet han kørte gennem Enslev via kørsel på Kanalvej.
 Politiet er således på ingen måde i tvivl om, at farten var alt for høj, idet den unge mand kom susende. Omkring 100 km. i timen. Inde i selve byen mistede han således herredømmet over køretøjet, hvilket resulterede i, at han først bragede mod en elmast, dernæst et træ for til sidst at banke ind i en stor sten i den ene vejside. Resultatet blev en totalskadet bil, foruden fem stærkt chokerede unge mennesker. Bilisten havde nemlig fire jævnaldrende passagerer med sig i bilen. »Kun« én af dem kom noget alvorligt til. Vedkommende måtte indlægges med et meget kompliceret lårbensbrud, mens de øvrige slap (særdeles heldigt) fra ulykken med hjernerystelse og diverse knubs og skrammer.
Det skal siges, at der ikke var promiller involveret i denne ulykke i Enslev. Men ædruelig kørsel forhindrer åbenbart på ingen måde denne kategori af unge mandlige bilister i at køre med hovedet under armen...!

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002