Grenaa Bladet - 29-01-03
Nørre Djurs uddeler påny en Kultur- og Idrætspris

Lørdag den 22. februar vil årets Kultur- og Idrætspris i Nørre Djurs Kommune blive overrakt. Overrækkelsen vil finde sted i forbindelse med Vinterballet på Stenvad Mosebrugscenter. Kultur- og Idrætsprisen består af en vandrepokal og et kontant beløb på 2.000 kroner.
Prisen kan gives til en person, der har ydet en særlig indsats på kulturområdet, en leder, der har gjort noget specielt for et hold eller en forening, eller en person, der har været med til at gøre Nørre Djurs Kommune kendt på kultur- eller idrætsområdet.
Forslag til emner skal være indsendt til Børne- og Kulturafdelingen på rådhuset i Glesborg senest fredag den 14. februar, hvorefter dommerkomitéen vil vælge mellem de indsendte forslag.
Såfremt tidligere stillede forslag til prisen ønskes genfremsat, bedes man tage kontakt til Kirsten Krogh på Børne- og Kulturafdlingen i Nørre Djurs Kommune.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002