| Volf Duo lægger vejen forbi »Aftenstjernen« |
En musikalsk duo fra det mørke Midtjylland lægger vejen forbi Grenaa fredag den 31. januar. Navnet er Volf Duo og spillestedet er Musikhuset Aftenstjernen.
- Vi er åbenbart blevet kult - publikum bliver yngre og yngre, og vi fatter ikke en skid, fortæller Mads Jensen og Henrik Volf.
- Der er bud efter os som aldrig før, og kalenderen er stort set fyldt op et halvt år frem i tiden, selv om vi bare spiller som vi altid har gjort, fortsætter de.
Efter at have stået på scenen sammen i snart 10 år, er Volf Duo nu i gang med sin 9. »verdens-turné«, som bringer dem rundt i hele landet.
- Nogle af stederne har vi spillet i snart 10 år, men det er først her på det sidste, at publikum er begyndt at gå helt amok. Og selv om vi sælger pænt af de albums, vi har udgivet, er det sgu' kopier som »Video - Video«, »Himmelhunden« og gamle Larsen folk vil høre. Der er ved at gå Sussi & Leo og Johnny Reimar i det, siger Henrik Volf.
Og der er ikke andet at sige: Volf Duo spiller det folk vil høre, og med et glimt i øjet og et musikalsk overskud af de større. Det er nok de væsentligste årsager til, at publikum lader sig rive med, og skråler med på alt hvad dert findes af hits fra 60'erne og opefter. På fredag den 31. januar foregår det på Musikhuset Aftenstjernen i Grenaa.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002