Grenaa Bladet - 21-01-03
Fælleskirkelig kirkevandring

Fredag den 24. januar er det blevet tid til den efterhånden årligt tilbagevendende fælleskirkelige kirkevandring i Grenaa. Den 18. januar indledtes den økumeniske (fælleskirkelige) kirkeuge, og fredag aften i denne uge - altså på fredag en 24. janaur - vil Grenaa Kirke sammen med den katolske Sct. Clemens Kirke og Pinsekirken i Grenaa afholde en kirkevandring mellem de tre kirker - med små andagter hvert sted. Sognepræst ved Grenaa Kirke, Lene Højholt, fortæller:
- Sidste år var det en dejlig oplevelse at gøre noget sammen med andre kristne og dejligt at mærke, at selv om vi udfolder vores tro forskelligt i de forskellige kirker, så er vi alligevel sammen om det centrale i vores tro. Det giver en større forståelse for hinanden. Samtidig kan det også være grænse-sprængende og åbnende for os at lade vores tro finde nye udtryksformer, udtaler Lene Højholt.
Man mødes sidst på eftermiddagen ved Pinsekirken i Østergade, hvor den katolske præst, pater Herbert, vil holde en kort andagt. Herefter går man til Sct. Clemens Kirke i Markedsgade, hvor Lene Højholt vil holde en kort andagt. Man slutter vandringen i Sct. Gertruds Kirke på Torvet, hvor pinsepræsten Ole Kauczki med sin andagt vil sammenfatte temaet for andagten, der vil blive afsluttet af de tre præster i fællesskab. Derefter inviteres der på et let måltid i Grenaa Kirkecenter i Storegade. Maden koster et beskedent beløb.


[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002