Grenaa Bladet - 21-01-03
Der er Åbent Hus på gymnasiet på mandag

Mandag i næste uge - den 27. januar - afholder Grenaa Gymnasium & HF et stort Åbent Hus-arrangement, hvor gymnasiet inviterer alle interesserede - såvel unge som deres forældre - til at komme og høre om det at tage en studentereksamen i Grenaa, en HF-eksamen eller den i Grenaa spritnye internationale studentereksamen, der også går under betegnelsen IB.

I løbet af aftenen vil gymnasiet være vært ved en forfriskning, og det hele starter med en introduktion i festsalen ved rektor Ole Fjord. Herefter vil der være orienteringsrunder om struktur, sprogvalg, naturvidenskabelige fag med mere. Der arbejdes og laves forsøg på gymnasiet denne aften, ligesom man vil møde elever, der orienterer om deres oplevelse af at gå på gymnasiet i Grenaa. Endelig vil der også være optræden ved skolens skolens forskellige musikhold. Skolen er jo som bekendt blevet landskendt for at udklække pop-stjerner på samlebånd, idet såvel Louise Lolle fra EyeQ og Daniel, Benjamin og Jon Gade Nørgaard (The winner!) fra Popstars 2002, alle har haft deres gang på skolen.

International Baccalaureate
Som allerede nævnt, så får elever i 9. og 10. klasse i år endnu en valgmulighed, når de skal vælge ungdomsuddannelse, idet Århus Amt har besluttet at oprette Den Internationale Studentereksamen - International Baccalaureate - på Grenaa Gymnasium. Den intenationale studentereksamen er en uddannelse i kraftig vækst. Den findes i dag i 114 lange og giver direkte adgang til universiteter over hele verden. Undervisningen foregår på engelsk, og det faglige niveau er højt. En central målsætning for uddannelsen er at bibringe de studerende en international forståelse og gøre dem til ansvarlige samfundsborgere. Uddannelsen henvender sig således især til danske og udenlandske unge, som har lyst til en internationalt orienteret uddannelse enten i Danmark eller i udlandet.
Uddannelsen er to-årig. Elever fra 9. og 10. klasse kan først optages efter at have gennemført et et-årigt forberedelseskursus - en Pre-IB - som svarer til 1. g. matematisk linie - men med den ikke uvæsentlige forskel, at undervisningen foregår på engelsk.
- Grenaa Gymnasium er endnu ikke endelig godkendt som IB-skole, men vi forventer ikke desto mindre at kunne starte en Pre-IB klasse i august 2003 og en IB-dilpomklasse i august 2004, siger Kirsten Bech-Hansen, som er skolens IB-koordinator.
Undervisningen er gratis på linje med al anden gymnasial undervisning. Gymnasiet råder over en moderne kostafdeling med gode faciliteter. Her kan eleverne bo under trygge rammer, mens de tager den internationale studentereksamen.
Man kan få mere at vide om uddannelse ved et møde op til næste uges Åbent Hus-arrangement. Yderligere oplysninger vil også kunne indhentes hos Kirsten Bech-Hansen, via skolens hjemmeside www.grenaa-gym.dk eller IB-organisationens hjemmeside www.ibo.org.

Grenaa Gymnasium & HF i Grenaa afvikler Åbent Hus-aften for unge såvel som deres forældre på mandag den 27. januar.


[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002