Jeppe Aakjær-forestilling i Kulturhuset Pavillonen |
Mandag aften den 27. januar kan man opleve Jeppe Aakjær-forestillingen »Som dybest brønd...« i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa. Der er tale om en musikalsk forestilling, der mest via sange, men også anekdoter og uddrag fra Jeppe Aakjærs prosatekster, tegner et helhedsportræt af Jens Vejmands« far.
Hvis man hører til dem, der kun kender Jeppe Aakjær som en romantisk og lyrisk hjemstavnsdigter, så er her lejligheden til genkendelsens glæde, men også til at høre andre sider af ham. Når det hedder »Aakjær-forestillingen« og ikke »-koncerten«, er det på grund af selve opsætningen. Der arbejdes nemlig med bagtæpper, rekvisitter, lysanlæg med mere, som ved en teaterforestilling. Det hele præsenteres af to gennem-musikalske entertainere og sangere i skikkelse af Bente Kure og Leif Ernstsen.
Parret har spillet sammen siden 1985. Både spillesteder, festivals, kursuscentre, skoler, kirker og foreninger har gennem årene nydt godt af de to talentfulde musikeres alsidige optræden, som er præget af begges arbejde med teater og cabaret. De har også medvirket i en lang række TV- og radio-udsendelser, og sammen har de hele syv udgivelser bag sig - senest den roste CD fra 2000: »Som dybest brød« med Jeppe Aakjær-sange.
Bente Kure's sangstemme er smuk og hun ejer en sjælden evne til at fortolke en tekst, så den der lytter, forstår den med hjertet. Leif Ernstsen fortæller og læser i forestillingen op med sit jyske lune, og mestrer både akkompagnatørens og kommentatorens rolle med sit fantasifulde harmonikaspil.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002