Offentlig høring på sygehuset om fremtidens trafik på Djursland |
Trafikforeningen Grenaa-Djursland inviterer tirsdag den 28. januar til offentlig høring om fremtidens trafik på Djursland. Det kommer til at foregå på Grenaa Sygehus - nærmere bestemt i kantinen i administrationsbygningen.
Trafikforskeren og trafikøkonomen Uffe Jacobsen kommer og indleder høringen, hvorefter han vil svare på spørgsmål fra salen. Uffe Jacobsen har tidligere medvirket i trafikhøringer og været rådgiver i trafikspørgsmål på Djursland.
- Mødet holdes på sygehuset, fordi det sted, og folk derfra, har vist den flotteste mobilisering for lokalsamfundet, vi har set i årevis, siger Mads Nikolajsen fra Trafikforeningen, og han fortsætter:
- I Århus er der stadig flere røster fremme, der taler om en nedlæggelse af Grenaabanen. Mest useriøs er Mols-Liniens direktør Preben Wolff, der har ondt af, at bilister til Mols-Liniens færger i Århus nogle gange skal holde et minuts tid, mens toget passerer forbi. Mols-Linien i Århus Havn er forkælet med gratis kajanlæg fra havnen - formedelst et hemmeligt millionbeløb - og mer' vil ha' mer'. Men Trafikforeningen Grenaa-Djursland har stadig grund til at tro, at aftalen om en styrkelse af Grenaabanen fra og med 2004 stadig står ved magt. Den er indgået af den tidligere regerings trafikminister, og efter regeringsskiftet bekræftet af den nye trafikminister. Og er en aftale, som også Århus Amt, Århus Kommune og DSB er en del af, siger Mads Nikolajsen, der håber på stort fremmøde til trafikhøringen på sygehuset tirsdag i næste uge.
- Vi håber, at mange vil komme og høre Uffe Jacobsen, men vi håber også, at nogle vil melde sig til det aktive arbejde i foreningen. Der skal nok komme tusinder i demonstration, hvis banen lukkes. Men det er i første omgang bedre, at der bare kommer 10 eller 20 flere aktive i foreningens løbende arbejde. Så kunne det jo være, at vi helt undgår en protest-demonstration af den simple grund, at vi beholder Grenaabanen, siger Mads Nikolajsen.
Efter høringen er der ordinær generalforsamling i Trafikforeningen Grenaa-Djursland. Generalforsamlingen er åben for alle, men kun medlemmer har stemmeret.
Mads Nikolajsen fra Trafikforeningen Grenaa-Djursland håber på stort fremmøde, idet foreningen afholder en høring om fremtidens trafik på Djursland tirsdag i næste uge.
Trafikhøringen i næste uge afholdes på Grenaa Sygehus - nærmere bestemt i kantinen i administrationsbygningen, som er den bygning, man kan se hjørnet yderst til højre i billedet.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002